Anklage: KFUM fik bosted gratis - men lejer det dyrt ud til veteraner
Veteraner med PTSD betaler 6000 kroner om måneden for et botilbud, som KFUM får stillet til rådighed gratis af Forsvaret. Uetisk, mener lejerorganisation.
KFUM Soldatermission opkræver krigsveteraner 6000 kroner om måneden for at bo et sted, som organisationen ellers har fået stillet gratis til rådighed af Forsvaret.
- KFUM er jo til for at hjælpe syge soldater, ikke at hive penge ud af deres lommer.
Sådan siger Henning Vitagliano, som bor på Veteranbo i Høvelte, der drives af KFUM Soldatermission.
Veteranbo er et botilbud for krigsveteraner med psykiske lidelser som PTSD - posttraumatisk stresslidelse.
- Hvis ikke jeg boede her sammen med min kæreste, så ville vi ikke kunne betale huslejen. Den er høj for veteraner, der prøver at komme på fode igen, fortæller Thomas Hansen, der også bor på stedet.
Uetisk, mener lejerorganisation
Veteranbo udlåner Forsvaret kvit og frit til KFUM Soldatermission. Istandsættelsen er betalt af fonde og forsvaret.
Alligevel kræver KFUMs soldatermission fuld husleje af soldaterveteranerne.
Og det er i bedste fald uetisk, mener LLO, Lejernes Landsorganisation.
Organisationen har tidligere fået nedsat lejen via en kendelse fra Huslejenævnet.
Men den er efter deres mening stadig alt for høj, mener organisationens direktør.
- Så vidt jeg kan se, så får KFUM både dækket sine omkostninger og en meget fin fortjeneste på lejlighederne. Det synes jeg faktisk er uetisk, siger Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation, LLO og konstaterer:
- Det var nok ikke meningen med at lave boliger til veteraner, at der skulle tjenes penge på dem.
Foto: TV 2 Kosmopol
Ingen planer om ændring af huslejen
KFUM Soldatermission i Danmark begrunder huslejen med, at Veteranbo kræver flere medarbejdere.
Den boligsociale indsats overfor traumatiserede veteraner koster mange penge, lyder det fra KFUM.
Pengene til dette kommer blandt andet fra huslejerne.
- Det er ikke et udlejningstilbud, det er et botilbud. Det er et beskyttet projekt for PTSD-ramte veteraner, og der er ingen andre steder i Danmark, hvor man kan få sådan et tilbud eller noget der bare ligner det her, siger generalsekretær Per Møller Henriksen fra KFUM Soldatermission.
Derfor er ingen udsigt til lettelser af huslejen, slår KFUM Soldatermission fast.
- For det første mener jeg, at huslejerne er helt rimelige. For det andet gør det veteranernes muligheder meget svære at flytte videre, når de skal videre i livet, hvis de har boet gratis eller meget billigt, siger generalsekretæren.
- Jeg mener, vi som organisation gør en samfundsindsats her. Vi skovler ikke penge ind til nogen her.
Vil have det tilbage til Forsvaret
Foto: TV 2 Kosmopol
Henning Vitagliano har været udsendt i krig otte gange, blandt andet til Afghanistan. Før boede han i hus i Farum, men da hans PTSD forværredes, var han og konen nødt til at sælge huset.
Selv bruger han ikke KFUM Soldatermissions sociale tilbud til noget, selvom han er med til at finansiere dem gennem huslejen.
- Jeg hilser på medarbejderne, når jeg ser dem. Når de spørger mig, hvordan det går, siger jeg, at jeg har det meget godt - altså i gåseøjne. Ellers bruger jeg dem ikke til noget, siger han.
Når han skal have hjælp med sin sygdom, henvender han sig til socialrådgivere på Høvelte Kaserne.
Derfor ser han også hellere, at KFUM Soldatermission forsvandt som mellemled, og at Forsvaret i stedet tog sig af driften af veteranboligerne.
- Jeg synes, at Forsvaret, som har sat bygningen til rådighed, skulle tage det hele tilbage, så Veterancenteret, som jeg synes er en god organisation, kunne styres af dem, siger han.
Rettelse: Det fremgik tidligere i artiklen, at veteran opkræves 7200 kroner om måneden. Dette tal var ikke korrekt og er siden blevet rettet til 6000 kroner om måneden - svarende til 72000 kroner om året.
Foto: TV 2 Kosmopol