Her er de ti mest læste artikler fra 2024
Mens 2024 går på held, ser vi tilbage på nogle af de store nyhedsdagsordener, der optog jer i hovedstadsområdet.
2024 bød på en række store begivenheder i hovedstadsområdet. Vi fik en konge, og Børsen brændte ned – for nu bare at nævne to nyhedshistorier, der fyldte på vores website.
Men der var også en række mindre og langt mere nære historier, som fyldte rigtig meget for jer, vores læsere.
Så inden vi går ind i 2025, genbesøger vi de ti historier fra 2024, som optog jer mest, og som flest af jer læste på TV 2 Kosmopols hjemmeside.
God fornøjelse.
1. Nanna døde efter voldsomme ætsningsskader på bosted
TV 2 Kosmopols dækning af sagen om Nanna Kirstine Dahl, der blev fundet alene med svære ætsningsskader på sit bosted i Nordsjælland og få dage senere døde, har optaget rigtig mange i løbet af året, der er gået. TV 2 Kosmopol har udgivet flere artikler om sagen, hvis efterspil vi i øvrigt fortsat dækker, men den, som flest har læst, er den første artikel i serien, hvor vi kunne afsløre det kritisable forløb.
Læs eller genlæs artiklen her:
2. Per undrer sig: Hvad bliver der af vores tandguld, når vi dør?
Ja, hvad skal der i grunden ske med folks guldtænder, når de dør? Spørgsmålet er stort og nærmest filosofisk i retning af Teddy Edelmanns sang om Himmelhunden (fik han egentlig den med sig, da han døde for seks år siden?). Ikke desto mindre var det noget, som Per Johnson fra Græsted undrede sig over, og han var tilsyneladende ikke den eneste. Gennem TV 2 Kosmopols koncept, Spørg Os, besvarede vi spørgsmålet, som Per og tusinder og atter tusinder af jer andre søgte svar på.
Læs eller genlæs artiklen her:
3. Ekspert fraråder at rejse med fly i Europa
Få stofområder kan skabe mere debat end privatforbrug, vaner og etik. Det er denne artikel et fint eksempel på. I forbindelse med vores serie ’Togferie for dummies’, skrev vi en række artikler om den mere bæredygtige rejseform. I en af disse talte vi med Linda Christensen, trafikforsker emerita ved Danmarks Tekniske Universitet, der kom med et opråb og en opfordring, der nåede ud til rigtig mange af jer.
Læs eller genlæs artiklen her:
4. Sofie vil bryde tabu, som mange kvinder kæmper med
Sofie de Bretteville Olsen, jordemoderstuderende og politiker fra Socialdemokratiet, lægger billeder af sin menstruation på sociale medier. Det gør hun som en form for opgør med den skam og det tabu, hun mener, menstruation længe har været ensbetydende med. Og det var altså et budskab, som nåede ud til så mange læsere, at det faktisk var årets fjerdemest læste artikel på TV 2 Kosmopols hjemmeside.
Læs eller genlæs artiklen her:
5. 3-årige Emil forsvandt i fem timer: Nu har forældrene taget en vigtig beslutning
En mandag i august var Frederikssund på den anden ende. Treårige Emil forsvandt fra sin børnehave og var væk i flere timer, alt imens en større eftersøgning blev iværksat med flere hundrede frivillige. Heldigvis blev Emil fundet, men den lille drengs forsvinden førte til, at familien måtte tage en stor beslutning.
Læs eller genlæs artiklen her:
6. Søren stolede på mavefornemmelse da han så mindreårig pige følge med mand - nu bliver han hyldet
En formiddag så Søren Elkrog en mindreårig pige komme gående ud fra en sti i Albertslund. Han var på arbejde og holdt med sin lastbil midt i et lyskryds. En mand i slutningen af trediverne kom kørende imod pigen på sin motorcykel og standsede foran hende. Der var noget i måden, de hilste på hinanden, som sendte et faresignal direkte til Søren Elkrog. Han valgte at stole på sin mavefornemmelse, og det skulle vise sig at blive en god beslutning.
Læs eller genlæs artiklen her:
7. To røde streger på S-togenes sæder skal nu ændre de rejsendes vaner
Tilbage i februar måned fik S-togene en større makeover. Den indebar blandt andet nyt design af togenes sæder med to røde streger, der skulle tjene som en form for nudging i retning mod bedre takt og tone i den kollektive trafik. Hvad det handler om, må du klikke dig ind på artiklen for at læse.
Læs eller genlæs artiklen her:
8. Bagerier har fået nok: Modebrands tigger om morgenbrød under Fashion Week
Rasmus Sjødahl er medejer af bagerierne Benji, Alice og Københavns Bageri, og i forbindelse med Fashion Week i august måned kom han med et opråb, der gik rent ind hos jer læsere. Det var nemlig faldet ham for brystet, at store og veletablerede modebrands stribe beder bagerierne om at levere mad til dem gratis for så til gengæld at få omtale på sociale medier.
Læs eller genlæs artiklen her:
9. Rie klagede over sin ubehagelige nabo: Så fik hun et brev retur, der chokerede hende
Rie Jensen modtog en dag et advarselsbrev fra sin boligadministrator efter længere tids problemer med hendes underbo. Brevet kom som et chok, fordi hun selv har klaget over underboen. Tilbage i oktober dykkede vi ned i en problemstilling, der hvert år rammer forbavsende mange i hovedstadsområdet – nemlig naboer med utryghedsskabende eller decideret farlig adfærd.
Læs eller genlæs artiklen her:
10. Der er noget, danskerne ikke har lært om at gå på restaurant. Og det handler om opførsel
Der er noget, danskerne ikke har lært. En fælles opdragelse, der er gået tabt. En kultur, der ikke er færdigudviklet. Det handler om noget så simpelt som at overholde en aftale. Flere restauranter oplever nemlig jævnligt, hvordan omsætning går tabt, når selskab slet og ret ikke dukker op trods bordreservation.
Læs eller genlæs artiklen her: