Udlænding anholdt på Center Sandholm i sag om et ton hash
Tirsdag er han blevet varetægtsfængslet i sagen. Samtidig blev en anden fængslet uden selv at være til stede.
Der var tale om lidt af en fangst for politiets Task Force Pusherstreet, da de mandag aften rykkede ud til Center Sandholm og anholdt en af asylcenterets beboere.
Den 26-årige mand har været eftersøgt lige siden en større politiaktion den 17. marts, hvor seks af hans formodede samarbejdspartnere i hashbranchen blev anholdt. Det skriver Ritzaus Bureau tirsdag.
Nu er han sigtet for distribution og videresalg af knap et ton hash.
- Det er en person, vi har søgt længe efter, og vi har ikke kunnet finde ham, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.
Processen har ikke været gjort lettere af, at det i forbindelse med anholdelsen viste sig, at manden var rejst ind i Danmark på falske papirer.
Men mandag aften klappede fælden altså, og i et grundlovsforhør blev han tirsdag varetægtsfængslet i godt to uger til 11. maj.
Sigtelsen omfatter flere forhold, men det klart største er, at han ifølge politiet sammen med flere andre har solgt mindst 835 kilo hash til flere købere i Storkøbenhavn. Prisen for de mange kilo hash er ifølge sigtelsen mere end 15,5 millioner kroner.
Normalt bliver de sigtede i så omfattende sager varetægtsfængslet i fire uger ad gangen. Men når der allerede sidder personer fængslet i en sag, sørger man af praktiske grunde som regel for, at varetægtsfængslingerne udløber samtidig.
Derfor blev den 26-årige "kun" varetægtsfængslet i foreløbig to uger.
Manden har haft endnu en makker i foretagendet, hævder politiet, som dog endnu ikke har fundet frem til denne mand. Han blev tirsdag varetægtsfængslet in absentia - altså uden selv at være til stede. Det betyder blandt andet, at han kan efterlyses internationalt.
- Vi aner ikke, hvor han er henne. Han er også rejst ind på falske papirer ligesom sin makker, siger Steffen Thaaning Steffensen, der opfordrer manden til at melde sig selv.
Den store mængde hash blev blandt andet forhandlet på Pusher Street i Christiania i København, mener politiet. Derudover er omkring 100 kilo blevet sendt til Sverige, lyder påstanden.