Vandet i badekarret var nøjagtig 43 grader celsius, da den amerikanske doktor lagde sig i baljen på Hotel Phønix i København.

Med en neglebørste blev han skrubbet over hele kroppen, mens en barber ordnede et uregerligt og vildtvoksende skæg.

Et stykke wienerbrød og en kop kaffe fik han bragt til badekarret, alt imens skrædderen Jens Kjeldsen klargjorde sidste skrig af et jakkesæt fra Magasin du Nord.

Brunternet jakke, nystrøgne fløjlsbukser, hvid skjorte og mørkt slips. Den slags var højeste mode i begyndelsen af 1900-tallet.

Fem kvarter senere blev en nydeligt klædt og velsoigneret mand kørt gennem Københavns gader med hele verdenspressen og tusindvis af nysgerrige i hælene. Retningen var mod Amalienborg, hvor han havde en aftale med kongen.

Frederik 8. tog imod sin gæst på slotspladsen.

- Mit navn er Cook, sagde manden på engelsk.

- Mit navn er Frederik, svarede Danmarks konge.

- Ja, det er altså mig, der har fundet Nordpolen, sagde Cook.

- Hvor interessant. Var den svær at finde?

- Ja, det tog jo lidt tid.

- Frøs De meget?

- Ja, af og til.

- Vil De ikke have en bid frokost med? Vi skal have hachis med spejlæg, sagde Frederik 8., der var kendt og afholdt for sin beskedne og venlige fremtræden.

- Nej, tak, jeg har lige drukket kaffe.

- Nå, men kig op en anden gang, når De går forbi. Farvel, Cook.

- Farvel, Frederik, svarede Cook ifølge Ekstra Bladets journalist, der tog noter fra samtalen.

Doktor Frederick Albert Cook, en for mange relativt ukendt polarforsker og opdagelsesrejsende fra USA, havde andre og større planer end at spise hachis med spejlæg med kongen.

Samme morgen, lørdag den 4. september 1909, havde han gjort landgang i Københavns Havn. Med sig havde han den mest sensationelle nyhed af alle.

Årets – hvis ikke årtiets – bedrift.

Publikum klappede og hujede og råbte høje hurraer, mens Cook i åben karet kørte fra Amalienborg.

En nærmest utrolig bedrift

Det begyndte med et telegram sendt fra Lerwick, hovedbyen på Shetlandsøerne, som blev distribueret til verdenspressen den 1. september 1909:

”Nåede Nordpolen den 21. april 1908. Opdagede land langt mod nord.

Hjemrejse til København via dampskibet Hans Egede. Underskrevet Frederick Cook.”

De tre sætninger ledsaget af signaturen sender chokbølger gennem avisredaktioner og rydder forsider verden over fra San Francisco til Tokyo.

Så lykkedes det altså, tænkte folk. Han har gjort det, Cook har vundet kapløbet.

I sommeren 1907 var en ekspedition under ledelse af den karismatiske Frederick Cook stævnet ud fra New York i USA med det erklærede mål at nå Nordpolen som de første nogensinde. 

Det mål havde mange andre haft tidligere, men ekspedition på ekspedition havde slået fejl og måtte opgive håbet om at nå Nordpolen.

Derfor spåede man heller ikke Cooks ekspedition mange chancer. Nok var han en nogenlunde erfaren polarfarer, der havde fået ros for sin rolle som læge og kirurg på ekspeditioner ved Sydpolen med blandt andre Roald Amundsen.

Men Nordpolen, det var en helt anden og væsentligt sværere sag. Det vidnede et hav af fejlslagne ekspeditioner i det 19. århundredes sidste to årtier om, hvor mange hundrede liv var gået tabt i jagten på at nå frem til klodens nordligste punkt.

Så var der straks mere tiltro til en anden amerikansk polarforsker, den mere erfarne og ansete Robert Peary. Ham havde Frederick Cook pudsigt nok med fortræffelighed bistået som hjælper på en anden mission til Sydpolen 18 år tidligere.

Peary var nemlig også draget af sted på en ekspedition med samme mål som Cook. 

Derfor var der tale om et reelt kapløb mod Nordpolen mellem de to lejre.

Så da februar 1908 skulle blive sidste gang, omverdenen hørte fra Frederick Cooks ekspedition, var mange i 1909 af den overbevisning, at den tapre doktor med ekspeditionsmedlemmerne havde lidt en krank skæbne i det kolde nord lige som så mange andre før ham.

Det var endda på tale at sende en redningsekspedition af sted, der skulle finde Cooks lig og bringe det tilbage til USA. Så overbeviste var man om, at polarekspeditionen havde slået fejl.

Indtil Frederick Cook pludselig dukkede op ud af det blå på telegrafkontoret på Shetlandsøerne halvandet år senere.

Cook lod sit kortfattede og sensationelle telegram sende ud til hele verden, men med sig havde han også en længere skriftlig beretning om sin farefulde og spektakulære mission.

Et nyt telegram sendte han af sted fra kontoret i Lerwick. Denne gang til avisen New York Herald, en af datidens største.

Ville de mon betale ham 3.000 dollars for rettighederne til at bringe den fulde, skriftlige beretning om den episke rejse?

Det ville avisen såmænd.

Omsat til nutidens valuta svarer de 3.000 dollars til flere hundredtusinde dollars – altså langt over en million kroner – men det var hver en mønt værd for New York Herald.

Dagen efter var Cooks historie, som fortalt til avisen, forsidestof hele verden over.

Samme dag nåede nyheden Danmark. Den 2. september 1909 skrev Politiken:

”Der kom i går hertil en meddelelse af verdensbetydning: Den amerikanske forsker Dr. Cook har nået Nordpolen og plantet Stjernebanneret på jordens nordligste punkt.”

Det her er stort, kan man aflæse på datidens aviser. Kæmpestort. Tænk i retning af månelanding-stort.

Mod verdens navle

Fra hele verden sender aviser journalister til København. Her ville Cooks skib efter planen anløbe Toldboden den 4. september, hvor polarforskeren ville møde verdenspressen og fremlægge sine beviser for, hvordan han nåede Nordpolen som den første.

Men hvorfor lige København af alle steder? Det vidste kun én mand, Cook selv, og han var ombord på et dampskib midt ude i Nordsøen.

Fra England sendes journalisten Philip Gibbs fra avisen Daily Chronicle til København for at dække sagen.

Gibbs beskrives som en genert og introvert person, der faktisk aldrig ønskede at være journalist. Tværtimod drømte han om at blive skønlitterær forfatter – en drøm, der havde lidt et alvorligt knæk, da hans bud på en debutroman end ikke kunne finde et forlag, der anså den værd at trykke.

Derfor var det heller ikke en særligt entusiastisk Gibbs, der drog til København. Faktisk havde han foretrukket at blive hjemme, men redaktøren på Daily Chronicle forlangte, at han tog af sted og fandt nye vinkler på det, der var årtiets største nyhedshistorie.

Historien om Philip Gibbs og Frederick Cook skildres i en ny bog af forfatteren Richard Evans med titlen The Explorer and the Journalist, der udkom tidligere på året.

Heri beskriver Richard Evans, hvordan Philip Gibbs straks efter ankomsten til København med båd først på aftenen den 3. september søgte mod en røgfyldt café i indre by, hvor det lykkedes ham at finde en tjener, der talte nogenlunde engelsk.

- Jeg er journalist, lod Gibbs tjeneren forstå.

- Javel. Der er mange journalister i København disse dage, svarede tjeneren.

- Er Doktor Cook ankommet?

- Ikke endnu. Han ligger fortøjet ud for Helsingør. De afventer klart vejr, så de kan sejle videre til København.

Ind på caféen træder en smuk dame, ulasteligt klædt i hvid rævepels med en glamourøs aura omkring sig. Damen er ingen ringere end Dagmar Rasmussen, hustru til den berømte polarforsker Knud Rasmussen, hvisker tjeneren til Philip Gibbs.

Journalisten kan dårligt tro sit held.

Han henvender sig til Dagmar Rasmussen, der er i selskab med to andre danske journalister. De falder i en snak, der hurtigt bevæger sig i retning af kaptajnen og doktoren Frederick Cook og dennes skib ud for Helsingør.

Knud Rasmussen er en bekendt af Frederick Cook, så mon ikke han vil byde Dagmar ombord på sit skib, skulle hun henvende sig? Formentlig. Kvartetten må til Helsingør hurtigst muligt.

Af sted i en taxa det går. Hu hej vilde dyr kører forsamlingen ud af byen og ud i aftenmørket.

Gadebelysning uden for byerne var ikke rigtig en ting i 1909. Det var derfor bælgmørkt langs Strandvejen. Af samme grund var det ulovligt at køre bil uden for København efter mørkets frembrud.

Så på vejen til Helsingør påkørte kvartetten da også en sagesløs cyklist, der heldigvis kun fik overfladiske skrammer.

Tvivler De?

Fremme i Helsingør fik Gibbs og tre andre journalister næste morgen belønningen for deres rejse. I en lille robåd sejles de ud til skibet Hans Egede, hvor verdens mest omtalte og eftertragtede mand havde sagt ja til at tage imod dem.

Ombord på båden byder en mand i slidt tøj med utæmmet hår og busket skæg dem velkommen. Manden stikker hånden frem.

- Det lader til, at du er den første engelsktalende til at hilse på mig, siger Frederick Cook til Philip Gibbs.

Fra sin kahyt holder doktor Cook hof. Her er de fire journalister nogle af de første til at interviewe Cook, der uden at fremlægge konkrete beviser for sin opdagelse fortæller om ekspeditionen til Nordpolen. Hvor monotone mange af dagene var, ismarkernes uendelighed, hvor farlig turen til og fra polen var for ham og de to unge inuitter, der var med.

- Hvilke beviser har du for, at du virkelig nåede Nordpolen?, spurgte Gibbs.

- Jeg medbringer de samme beviser som enhver anden opdagelsesrejsende. Jeg medbringer min historie. Tvivler De på den?, svarede Cook.

Det gjorde Philip Gibbs, men han sagde det ikke højt.

Problemet var bare, at Gibbs ingen valide beviser havde – andet end sin mavefornemmelse – for, at Cooks historie ikke holdt vand.

Men journalisten var fast besluttet.

Alt imens nærmede skibet sig Københavns Havn, hvor hovedstaden var på den anden ende.

Datidens rumkapløb

Skal man forstå, hvorfor ekspeditionerne til Nord- og Sydpolen fyldte så meget i tiden omkring skiftet til det 20. århundrede, skal man forstå samtiden.

I årene op til 1909 havde den industrielle begejstring kombineret med teknologiske kvantespring bragt verden ind i en hastigt eskalerende udvikling, der gav afkast i form af nye, epokegørende opdagelser på årlig basis.

Tænk elpæren, tænk bilen, tænk radioen, tænk flyvemaskinen.

Opfindelserne havde gradvist gjort det umulige muligt, og verden var gradvist blevet mindre. Det ukendte blev udforsket, og tilbage stod kun de to poler i nord og syd som de sidste uudforskede områder på jorden.

Få herhjemme ved mere om polarekspeditionerne end Peter Andreas Toft. Han er ph.d. i arktiske studier og museumsinspektør ved Nationalmuseet, hvor han blandt andet forsker i danske opdagelsesrejsende i det arktiske område.

- Det var kæmpestort. I løbet af 1870’erne og 1890’erne havde der været mindst syv fejlslagne ekspeditioner til Nordpolen, hvilket i tiden omkring Cooks og Pearys ekspeditioner var med til at dyrke en form for forventningsopbygning. For ville det mon lykkes dem denne gang? siger han til TV 2 Kosmopol.

Tilsæt en ekstremt potent nationalisme i en brydningstid, hvor både nye og gamle nationer forsøgte enten at etablere sig som stormagt, stadfæste sin status eller måske rykke en smule op i hierarkiet, og så har vi lettere forsimplet opskriften på polarræsets tilblivelse.

- For nationerne kunne der være en del på spil. Ud over den internationale anseelse, som det kunne kaste af på nationen og den prestige, der følger med, kunne ekspeditionerne være med til at øge den nationale stolthed. Det var ikke uvæsentligt på et tidspunkt i historien med stigende nationalisme, siger Peter Andreas Toft og fortsætter:

- Geopolitisk har der også været interesse for det allernordligste, ikke mindst fra Danmarks side. Næsten samtidig med Cook-ekspeditionen, har vi fra dansk side den såkaldte Danmark-ekspeditionen, hvor man undersøgte, hvorvidt området i det nordligste Grønland var landfast med resten af Grønland – og dermed kunne kræves som dansk.

Nybruddet og den grundlæggende gode historie

Minder det her om noget? Hvis tankerne ledes hen mod rumkapløbet under den kolde krig fra 1950’erne og frem, er de ikke på vildspor.

- Nogle af de her ekspeditioner var på mange måder ikke ulig rumkapløbet. Man tog blandt andet af sted i jagten på videnskabelige nybrud, men også i jagten på nye territorier, ressourcer fra undergrunden eller nye og hidtil ukendte transportkorridorer og sejlruter, siger Peter Andreas Toft.

I 1900-tallets polarekspeditioner spillede aviserne også en væsentlig rolle, forklarer museumsinspektøren.

For det første befandt vi os i dagbladenes storhedstid, hvor aviser med tæt på et informationsmonopol havde en enorm magt i samfundet, og hvor spændende historier – ganske som i dag – drev salgstallene.

For det andet var polarekspeditionerne af natur skruet sammen på en måde, hvor avislæsernes nysgerrighed blev pirret af netop manglen på informationer, mens rejsen pågik – ulig i dag, hvor man eksempelvis kan lave interviews med astronauter fra rummet.

- For den brede befolkning har det været hamrende spændende at følge med i. Der var nok en stor reportage, når ekspeditionen sejlede fra kajen, og så hørte man måske ikke fra dem i flere måneder eller sågar år. Det var meget mystisk og spændende - en god cliffhanger rent mediemæssigt.

- Helt grundlæggende er de her polarekspeditioner fascinerende historier. Der er en grund til, at vi har fortalt og læst den slags historier om farefulde rejser siden tidernes morgen, blandt andet i form af Homers Odysseen, forklarer Peter Andreas Toft.

Adgangsbillet til rigdom

Af samme grund var personer som den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen en superstjerne i Danmark for sine ekspeditioner i den første tredjedel af 1900-tallet.

Det samme var Frederick Cooks gamle ven, Roald Amundsen, der i årene op til 1909 blev kendt som den første til at sejle gennem Nordvestpassagen.

Derfor var det alment kendt i polarforskerkredse, at en succesfuld ekspedition kunne blive adgangsbillet til et komfortabelt liv med anseelse og penge.

- En succesfuld ekspedition kunne blive vejen til berømmelse, karriere og rigdom. Man kunne leve godt af det resten af ens liv, hvis man turnerede med foredrag og skrev bøger om ekspeditionerne. Det har vi set mange eksempler på, siger Peter Andreas Toft.

Om dette var en del af Frederick Cooks motivation for at nå Nordpolen, ved vi ikke.

Men vi ved, at han allerede inden skibets anløb i Københavns Havn den 4. september 1909 havde tjent sin første formue på at sælge sin historie til New York Herald.

Og i København ventede yderligere berømmelse og ikke mindst en stribe af meget velbetalte foredrag, som Cook allerede var blevet booket til.

__________________________________