I dagevis tiljublede København den mystiske polarforsker for den utrolige bedrift. Men langsomt slog historien revner

Hele København sitrede af spænding.

Nok var det tidlig morgen, men det var lørdag, så mange havde fri. Og hvis ikke de havde fri, havde københavnerne pjækket.

For de færreste havde i sinde at gå glip af årets helt store begivenhed, når den første mand på Nordpolen skulle gå i land ved Toldboden den 4. september 1909 og lade sig hylde for den største menneskelige bedrift i mands minde.

Mindst 50.000 tilskuere – og formentlig flere – havde fundet vej til tætpakkede havnefronter i Københavns Havn. Og på flere hundrede mindre både drev nysgerrige rundt i havnen.

Alle var samlet og kæmpede om de gode pladser i håb om at få et glimt af hovedpersonen, da Frederick Cook med besætningen ombord på dampskibet Hans Egede langt om længe anløb havnen efter flere timers forsinkelse, klokken lidt i 10 om formiddagen.

Amerikanske flag vejrede og et orkester spillede for fuld musik, da kronprinsen, der senere blev kong Christian d. 10, bød verdens mest omtalte mand velkommen til Danmark og København ved Toldboden.

Skal man tro de danske aviser, var København ved modtagelsen et virvar af ubeherskelse. Denne amerikaners ankomst var så vild og ophidsende, at byen dårligt kunne være i sig selv af ren kådhed.

”Det største øjeblik i Københavns nyeste historie: Doktor Cook sætter sin fod på byens grund.”

Sådan lød en overskrift i avisen Politiken. I samme reportage kunne man læse, at polarforskerens landgang var så hektisk og storslået, at ”ingen pen kan skildre det, ingen hjerne kan opfatte det”.

Politiken, der også dengang hørte til blandt de mere sanddru aviser, gik endda så vidt som til at navngive København ”verdens midtpunkt” i dagene omkring ankomsten. 

Så har man hørt det med.

Eufori i hovedstaden

Frederick Cooks landgang i København denne lørdag morgen den 4. september 1909 var en overdrevet folkefest, hvor danskerne i en nationalistisk eufori var ved at revne af stolthed.

Stolthed over at denne mand, denne fremmede og mystiske doktor fra det store USA, havde valgt lige netop deres hovedstad – et provinshul med små 300.000 indbyggere – som stedet, hvor verdens største nyhed skulle offentliggøres.

Der var fest, der var jubel, der var åben karetkørsel gennem byen til Cooks hotelværelse i Bredgade, hvor han kortvarigt fik lejlighed til at soignere sig og iføre sig et nyt jakkesæt, inden turen fluks gik til kongen på Amalienborg.

Cooks første dage i København bød blandt andet på taffel som æresgæst hos kong Frederik 8. på Bernstorff Slot. Gallamiddag på Københavns Rådhus, hvor kun samfundets absolutte spidser var inviteret.

Og - måske vigtigst af alt - velbetalte foredrag hos det ene eksklusive videnskabelige selskab efter det andet. Loger, kaffeklubber, indflydelsesrige societeter og etablissementer. 

Alle, der havde råd, lagde billet ind på et foredrag om den vilde tur til Nordpolen.

Københavns Universitet gik endda så vidt som at tildele Frederick Cook en æresdoktorgrad ved en seance hos Geografisk Institut foran en skare på flere end 1.000.

Kort sagt: Alle ville have en bid af denne mystiske amerikaner. Alle ville sole sig i hans succes. Alle ville høre om hans farefulde færd og den utrolige opdagelse.

Endnu et telegram

Den 6. september, to dage efter Cooks spektakulære landgang ved Toldboden, kom endnu et telegram fra Nordatlanten, der på ny sendte chokbølger gennem redaktionslokaler verden over.

Fra Labrador i det nordlige Canada lød beskeden sendt til New York Times:

”Jeg har polen, sjette april.”

Afsenderen? Robert Peary, den mere erfarne og ansete polarforsker, for hvem Frederick Cook engang havde arbejdet, og som var sejlet ud på sin ekspedition samtidig med Cook.

”Peary opdager Nordpolen efter otte forsøg på 23 år”, skriver New York Times med store bogstaver på forsiden dagen efter.

”Nordpolen nået for anden gang!”, skriver de danske aviser.

På få dage er Nordpolen gået fra at være uopdaget til nu at have to personer, der påstår at have plantet det amerikanske flag der – begge som den første.

I København modtager Frederick Cook nyheden om Robert Pearys nordpolsfærd med ro.

- Det er gode nyheder. Jeg håber, at Peary sandelig nåede Nordpolen. Hans observationer og optegnelser om området vil bekræfte mine, siger Cook fra København til New York Times.

Den mest upopulære mand i København

Alt imens skriver journalisten Philip Gibbs mere og mere kritisk om Cook, og New York Times, der klart og tydeligt vælger Robert Pearys side, køber og bringer Gibbs’ historier fra København.

Den 7. september publiceres Gibbs’ historie ”Cooks forvirrende beretning om tilbageturen” på forsiden af avisen, hvori den engelske journalist skriver, at Cooks beskrivelser fra rejsen til Nordpolen ”lyder som en fe-drøm”, og at Cook rødmer og bliver fanget i lange, akavede pauser, når Gibbs stiller spørgsmål.

I takt med sine kritiske spørgsmål og historier blev Gibbs mere og mere uønsket i København. Selv beskrev han sig som ”den mest upopulære mand i København”.

- Mens alle de andre journalister uden megen tvivlen i deres artikler fejrede Cook som den opdagelsesrejsende, der havde nået Nordpolen, var Philip Gibbs’ artikler de eneste, der for alvor satte spørgsmålstegn ved bedriften, har Richard Evans, forfatter til bogen The Explorer and the Journalist, sagt til australske ABC.

- Med det satte Gibbs sig selv i skudlinjen, særligt i København, som virkelig tog Cook til sig. Gibbs var the ghost at the feast, som ødelagde festen. Det gjorde ham til en meget upopulær person i København, forklarer Richard Evans.

Gibbs blev buhet ud af en restaurant og måtte lægge ører til skældsord, når han troppede op til Cooks foredrag med kritiske ord.

Jo mere upopulær Gibbs blev i København, jo mere kritisk og med personlig foragt skrev han om Cook i sine artikler til Daily Chronicle og New York Times.

Værst gik det dog, da en af Cooks loyale, danske støtter – et ordentligt brød ved navn Carl Martin Norman-Hansen, der selv havde været med på et par ekspeditioner til Grønland – gik så langt som at udfordre den upopulære Gibbs til en duel.

- København var smigret af, at Cook havde valgt netop deres by som den, han gjorde landgang i med sin nyhed. Han valgte København over for eksempel New York, hvor han selv kom fra. Det gav byen stolthed, og derfor var københavnerne ikke glade for denne britiske journalist, der prøvede at ødelægge festen, siger Richard Evans til ABC.

Et spørgsmål om troværdighed?

Philip Gibbs var dog ikke den eneste, der var stålsat efter at få modbevist Frederick Cooks påståede opdagelse.

Robert Peary, der jo altså havde en meget klar og tydelig interesse i at blive anerkendt som den første på Nordpolen, sender telegrammer fra det nordlige Canada, hvori han påstår at have beviser for, at Cook aldrig har været på den nordlige pol.

Beviserne for Cooks svindelnummer vil Peary fremføre, telegraferer han, når han går i land i USA senere på måneden.

”Stol ikke på Cooks historie og forklaringer. Affæren vil løse sig selv. Han har ikke været på polen den 21. april 1908 eller på noget andet tidspunkt”, telegraferer Robert Peary til New York Times.

Frederick Cook havde dog et es i ærmet: Norske Roald Amundsen, datidens måske mest berømte og højest agtede polarforsker.

Amundsen og Cook kendte hinanden fra en tidligere ekspedition til Sydpolen, hvor Cook som skibslæge ifølge Amundsen reddede hele besætningens liv ved at ordinere råt kød fra sæler og pingviner. På den måde undgik besætningen, der var fanget på isen, C-vitaminmangel og skørbug.

Derfor tog Roald Amundsen sin amerikanske ven i forsvar: 

Cook er et af verdens mest ærlige og troværdige mennesker. Hvis Cook siger, at han har været på Nordpolen, så tror jeg på, at han har været på Nordpolen, lød Amundsens vurdering til flere aviser i dagene efter.

Et forsvar, der for danskerne og den samlede danske presse var tilstrækkeligt til, at man troede på Cook.

Årets nyhedshistorie

Pressen, både den danske og den internationale, mæsker sig.

Det her er årets historie, og den rydder forside efter forside efter forside.

Dramaet, konflikterne og hele polemikken var en gave til bladsmørerne, der dag efter dag efter dag kunne melde om ny udvikling i sagen. Peary angriber Cook, der forsvarer sig og så anfægter Peary.

Hurtigt udviklede Nordpolsaffæren sig til et spørgsmål om tro. Tror man mon på Cook, eller tror man mere på Peary? Verden delte sig i to.

I mere end en måned i træk var historierne om Nordpolen på forsiden af alverdens aviser, der også delte sig i to.

I USA valgte New York Times Robert Peary, mens New York Herald holdt fast i Frederick Cook.

New York Times bragte forside efter forside med seneste nyt om opdagelsen af Nordpolen med artikler – som de blandt andet køber fra Philip Gibbs - der blev mere og mere kritiske over for Frederick Cooks påstande.

Cook selv forsikrer, at han vil fremlægge beviser, der én gang for alle skal eliminere al tvivl om, at han sandelig nåede Nordpolen.

Bevismaterialet, siger Cook, der består af en boks med blandt andet jordbundsprøver, optegnelser og fotografier, er ham dog ikke i hænde. Kassen har han efterladt hos et betroet ekspeditionsmedlem i det nordvestlige Grønland, så derfor må København – og resten af verden – væbne sig med tålmodighed, lyder det fra hovedpersonen.

Igen og igen må amerikaneren sværge, at bevismaterialet – når det engang når frem – vil blive overdraget til Københavns Universitet, hvor en uafhængig komité af eksperter kan få lov at besigtige det og en gang for alle udråbe doktor Frederick Cook som den første mand på Nordpolen.

København på verdenskortet

Den 11. september var Københavns Havn igen proppet med mennesker.

Efter en uges triumftog i Danmarks hovedstad måtte polarforskeren nu videre. En planlagt hyldestparade ventede i New York, så Frederick Cook satte kursen mod USA.

Tusindvis var samlet for at tage afsked med deres helt, der tilmed sejlede til USA under dansk flag. I taler stadfæstede alt fra ministre til ambassadører troen på Cook og ligefrem takkede ham for at sætte Danmark og København på verdenskortet.

Alt imens rapporterer den udenlandske presse om bred, dansk opbakning til Cook og en udtalt antipati mod lyseslukkeren Peary.

Efter 11 dages sejlads over Atlanten anløb Frederick Cook New York. Der var jubel, og der var parader, men festens størrelse kunne slet ikke måle sig med den danske velkomst.

En meget stor presseskare stod også klar til at tage imod polarforskeren, hvor de kritiske spørgsmål om doktorens påståede bedrifter og de manglende beviser herfor haglede ned over Cook.

Selv forsikrede hovedpersonen på ny, at han havde beviserne, og at han vil overlevere dem til Københavns Universitet, så snart han får fat i dem.

Første ”civiliserede” mand

Mens fokus udelukkende var på Cook, viste nærmest ingen interesse for de to inuitter, der hjalp Frederick Cook med at nå Nordpolen.

De to unge mænd havde jo også været på Nordpolen, og de var også ankommet til København. Alligevel var ingen interesseret i at høre deres udlægning. Hvorfor?

Racisme, naturligvis. Datidens racesyn betød desværre, at man i Danmark anså inuitter som ringere end den hvide Frederick Cook, en såkaldt ”civiliseret” mand.

Det var ham – og altså ikke de to inuitter – der skulle have æren for nordpolsbedriften. Der var derfor ingen grund til at tale med de to besætningsmedlemmer.

Det skulle vise sig at være en fejl.

Fortællingen smuldrer

Den 13. oktober sprænges endnu en nyhedsbombe i sagen, der på ny giver Frederick Cooks troværdighed et alvorligt rids i lakken.

Og her skal der lige advares om, at man i 1909 brugte en betegnelse for inuitter, man i dag ikke længere bruger, fordi det kan virke nedsættende. Generelt bar datidens omtale af inuitterne, der var vitale for ekspeditionerne, præg af et pænt forældet menneskesyn.

Men forsiden af New York Times lød altså sådan her:

”Cooks rute langt fra Nordpolen, siger hans eskimoer.”

De to unge inuitter på 19 og 18 år, hvis navne kronisk staves anderledes fra avis til avis (Itsukusuk og Abilar skriver Dagens Nyheder, Stukishuk og Ahwelsh skriver Politiken), der guidede og ledsagede Frederick Cook på sin Nordpolen-ekspedition, står med rivalen Robert Peary som facilitator frem over for omverdenen og fortæller i en lang og detaljeret rapport, at de på intet tidspunkt var i nærheden af at nå Nordpolen.

Faktisk havde ekspeditionen bare været i det nordligste Canada, da man tog fotos og indsamlede såkaldt bevismateriale.

På intet tidspunkt havde ekspeditionen haft fastland ude af syne, forklarer de to ifølge New York Times.

Cook bortforklarer dette med, at de to inuitter under meget strenge instrukser var blevet formanet om kun at fortælle omverdenen, at de havde været ”meget langt nordpå”.

Grunden til dette var ifølge Cook, at rivalen Peary for alt i verden ikke måtte få nys om, at Cook rent faktisk havde nået Nordpolen.

Det store navlepilleri

I dag kan det synes indlysende, at man som led i opklaringen af Cooks påstande burde have talt med de to unge ekspeditionsmedlemmer.

Men når inuitterne sjældent fik kredit eller medieopmærksomhed for polarekspeditionerne omkring 1900-tallet, skal det forklares med flere årsager, påpeger Peter Andreas Toft, ph.d. i arktiske studier og museumsinspektør ved Nationalmuseet.

- En forklaring er, at de oftest blev ”sat af” på hjemturen, inden skibet nåede havne i Europa eller USA og derfor ikke var med til indsejlingen med den tilhørende hyldest. En anden kan bunde i datidens typiske racesyn, hvor de ikke blev tillagt samme værdi som ekspeditionslederen eller andre europæiske deltagere, siger han.

Peter Andreas Toft påpeger dog, at der er eksempler fra ekspeditionsberetninger, hvor inuitterne af visse hvide polarforskere bliver hyldet for deres store og afgørende indsats.

Med rette.

- Inuitterne var fuldstændig fundamentale for ekspeditionerne med deres knowhow i forhold til blandt andet fangst, miljø og landskab. Men for dem har det ikke været en ”big deal”. Langt hen ad vejen har det været en slags hverdag for dem, siger Peter Andreas Toft.

Den pointe kommer Knud Rasmussen, der selv var delvist grønlandsk, faktisk også med i et af sine indspark til polemikken om kapløbet mod Nordpolen, der af inuitterne blev kaldt for ”den store navle”.

- Jeg skal sige Dem: Eskimoerne betragter vor søgen efter Nordpolen som noget uhyre latterligt. De véd, at der ingen jagtmarker er deroppe, og det er efter deres mening en ganske ørkesløs beskæftigelse at give sig af med. Og noget mere latterligt end en mand, der sidder og falder i forbavselse over sin egen navle, kender de ikke, sagde Knud Rasmussen til avisen Dannebrog den 26. oktober 1909.

Urokkelig dansk opbakning

Mens dette pågår, skriver internationale medier igen og igen om danskernes fortsatte opbakning til Cook og troen på det sanddru i doktorens påstande.

Igen er norske Roald Amundsen ude at forsvare ham. Igen er Knud Rasmussen ude at forsvare ham.

- Jeg tror ubetinget, at doktor Cook har været ved Nordpolen. Jeg bygger denne tro på mit personlige indtryk af manden, som jeg har truffet flere gange deroppe, sagde Knud Rasmussen til avisen Dagens Nyheder på dagen, hvor han selv var hjemvendt fra en ekspedition til Grønland.

Og de udtalelser tillægger danskerne stor værdi. Knud Rasmussen og Roald Amundsen er superstjerner, så hvis de står inde for Frederick Cook, så gør Danmark også.

Men i USA strammes nettet om Cook.

De to besætningsmedlemmers bekendelse fører til, at Frederick Cook bliver ekskluderet fra den indflydelsesrige Explorer’s Club i USA, der samtidig vil tage en tidligere påstået bedrift fra Frederick Cook - nemlig at have besteget Mount McKinley som den første i 1906 - op til kritisk revision.

Alt imens venter Københavns Universitet fortsat tålmodigt på at få overbragt de beviser, der skal stadfæste Cook som Nordpolens opdager.

En måned følger, hvor beskyldninger Cook og Peary imellem flyver fra lejr til lejr. Det begynder dog at stå klart, at Frederick Cook bliver mere og mere isoleret, og at tvivlerne – i hvert fald i udlandet –overstiger støtterne målt på antal.

Tirsdag den 7. december 1909 prydes forsiden af New York Times med historien ”Danskernes tro på Cook forbliver urokkelig” med nyheden om, at doktorens længe ventede kasse med bevismaterialer ankommer til Københavns Universitet onsdag.

Her skal en nedsat komité med rektor Salomonsen og professor Strömgren i spidsen over de kommende uger granske Cooks beviser og én gang for alle skelne skidt fra kanel.

Salomonsen kan i den grad mærke, hvordan han står med en opgave af verdensbetydning.

- Jeg føler mig allerede, som stod jeg med det ene ben i graven. Universitetets løbende forretninger kan jeg i disse dage slet ikke tage mig af, så travlt har jeg med at modtage pressefolk, der vil have alt mellem himmel og jord at vide, siger en udmattet rektor til Politiken den 8. december.

Beskeden til verdenspressen fra Københavns Universitet er, at man må væbne sig med tålmodighed. Komitéen vil gennemgå materialet over de kommende uger og indkalde til orientering, når der er nyt.

Dagen efter bringes endnu en stor historie i New York Times, hvor flere af Cooks ekspeditionsmedlemmer med underskrift sværger på, at doktorens såkaldte beviser fra Nordpolen er fabrikerede.

Hvis Frederick Cooks påståede bedrift før så ud til at krakelere, er den nu ved at smuldre.

”København i vantro”, lyder en overskrift den 10. december i New York Times.

Alt imens noteres det i avisen, at Frederick Cook er indlagt på et sanatorium med et nervesammenbrud.

__________________________________