Oversigt

Seneste nyt

Succes med smart belysning: Giver bedre døgnrytme på plejehjem

I knap et år har plejehjemmet Lundehaven eksperimenteret med såkaldt døgnrytmelys på fællesarealer. Det har givet bedre søvn og roligere borgere.

Det skriver Ballerup Kommune på sin hjemmeside.

Døgnrytmelyset fungerer ved, at det følger døgnets naturlige lys og ændrer tone og varme i takt med døgnet. For eksempel ændres lyset efter middag gradvist i retning af mere og mere rødlige toner, som – ifølge kommunen - stimulerer hjernehormonet melatonin, som regulerer søvn og døgnrytme.

Ved sidstnævnte har kommunens medarbejdere registreret positive indvirkning på plejehjemmets beboere.

- Vi oplever, at vores hukommelsessvækkede borgeres rytme bliver mere stabil. Når der er lys, der dæmper sig i løbet af dagen, så følger de den rytme. Så falder de til ro om aftenen og har en rolig aften, hvor der ikke er nær så mange episoder, hvor de bliver udadreagerende eller opfarende. Så på den måde har det været en meget gavnlig effekt, udtaler David K. Hammer, der er afdelingsleder på plejehjemmet.

Det er ikke kun borgerne, der nyder godt af døgnrytmelyset.

Implementeringen af døgnrytmelyset ifølge Ballerup Kommune også haft en positiv sidegevinst for de ansatte på Lundehaven. Særligt aften- og nattevagtsatte tilkendegiver, at den dæmpede belysning gør det lettere for dem at falde til ro, når de kommer hjem fra arbejde.