"Sindssygt vred" overborgmester vil have visitationszoner
Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), vil tage kontakt til Malmøs borgmester efter torsdagens skudepisode.
Det skriver hun på Facebook.
"Jeg vil også tage kontakt til Malmøs borgmester for at tale om, hvordan vi kan styrke forebyggelsen af grænseoverskridende kriminalitet," skriver hun.
En 43-årig mand blev ramt af skud og afgik senere ved døden. Han er ifølge TV 2 set med bandemedlemmer og tidligere dømt for drab. En 42-årig kvinde blev også ramt af skud. Politiet mener, at hun var et tilfældigt offer. Hun er fredag formiddag uden for livsfare og stabil.
- Det gør mig sindssygt vred.
- Det er helt forfærdeligt. Nørrebro er et af de steder, der er allertættest beboet. Vi har daginstitutioner og skoler, børn og familier, der dagligt færdes der, siger Sophie Hæstorp Andersen til TV 2.
Torsdag ville Københavns Politi ikke afvise, at skuddrabet har relation til den igangværende konflikt i forhold til Sverige.
Overborgmesteren har også kaldt politiet til møde.
"I København er vi i tæt dialog med Københavns Politi, og vores dygtige SSP-folk er i området derude og vi er i det hele taget klar til at hjælpe med alt det, som politiet har behov for. Og vi har kaldt den øverste politiledelse ind til rådhuset for yderligere dialog."
Hun føler sig sikker på, at politiet gør brug af hele dets "værktøjskasse" i efterforskningen af skyderiet på Nørrebro.
Adspurgt om hun ønsker sig visitationszoner, siger hun:
- Ja, det gør jeg da helt klart.
Visitationszoner er områder, hvori politiet i en begrænset periode kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personer, undersøgelse af tøj, personlige genstande og køretøjer.