Oversigt

Seneste nyt

Brøndby-træner har truppen til at sparke europæisk dør ind

Efter en sæson uden europæisk fodbold er Brøndby i denne sæson igen klar til internationale opgaver.

Torsdag gælder det hjemmekampen mod KF Llapi fra Kosovo, og Brøndby skal i alt forbi tre modstandere for at komme igennem til Conference League.

- Det vil være uambitiøst, hvis vi ikke går efter det. Vi skal have sparket en dør ind til Europa, det er en kæmpe prioritering for os, siger Brøndby-træner Jesper Sørensen.

- Vi er muligvis store favoritter mod Llapi, men vi skal stå skarpt fra første kamp. Der er ikke plads til at dumme sig i Europa, der får man ikke tid til at hente det tabte ind.

I den forgangne sæson kunne Brøndby fokusere på Superligaen og var millimeter fra at blive dansk mester, før det endte med sølv. I denne sæson skal den indtil videre samme trup også gabe over europæiske kampe.

Hvis alt går vel, skal Brøndby spille europæiske kvalifikationskampe seks torsdage i træk.