Tre mænd tiltales for røveri af FCK-trøjer i S-tog
Det oplyser anklager Natali Nasr tirsdag, hvor to af de unge har fået deres fængsling forlænget frem til, at retssagen skal begynde i Retten i Glostrup 1. februar.
- Principalt (hovedpåstanden, red.) er der rejst tiltale for røveri. Men i anklageskriftet er der også anført, at det subsidiært er ulovlig tvang. Det er det, der bliver spørgsmålet under sagen, siger hun.
- Forsvaret siger, at det er ulovlig tvang, og anklagemyndigheden siger, at det er røveri, forklarer hun.
Tvisten er vigtig, i forhold til hvor alvorlig sagen er. Mens røveri kan straffes med op til seks års fængsel, er straffen for ulovlig tvang maksimalt fængsel i to år.
Episoden, hvor trøjerne blev frarøvet eller tvunget af, fandt sted om formiddagen inden en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby i Parken søndag 7. august.
Et par måneder senere - 4. oktober - anholdt politiet de tre nu tiltalte mænd på 18, 19 og 23 år. Den yngste blev løsladt af en dommer i Retten i Glostrup, men er også blevet tiltalt, mens de to ældste blev varetægtsfængslet.
De skal nu sidde fængslet henover jul og nytår, indtil Retten i Glostrup ventes at behandle og afgøre sagen 1. februar.
De to har dog kæret fængslingen, hvorfor Østre Landsret skal afgøre, om beslutningen om fortsat fængsling er rigtig.