60 frivillige mister deres hjertebarn: Dragør Bio lukker og slukker
I mere end 100 år har Dragør Bio været samlingssted for byen på Amager - men nu er det slut - biografen lukker i dag.
Når dagen i dag går på held, så står der et navn mindre på biografernes Danmarkskort.
Den gamle Dragør Bio drejer efter næsten 100 år i samme bygning nøglen om og lader mørket sænke sig. Tilbage står et tomrum, der vil kunne mærkes i den idylliske by på Amager. For byen mister et af sine samlingspunkter, der i de sidste otte år har været drevet af en gruppe på 60 lokale ildsjæle.
En af dem er Mette Jansen, der er forperson for Dragør Biografforening.
- Det er en trist dag. Men der er ikke noget, vi kan gøre, siger hun.
Næsten 100 år i samme bygning
Dragør Bio har siden 1928 holdt til i Dragørgaard, og de sidste otte år har den været drevet som forening, hvor hærskaren af entusiastiske frivillige har holdt gang i huset. Men nu trænger stedet alvorligt til modernisering og udvikling.
- Og vi har ikke kunnet få en aftale om en langtidslejekontrakt med bygningens ejere. Dermed kan vi ikke kaste os ud i et crowdfunding-projekt, der skulle skaffe penge til fornyelsen, siger Mette Jansen, som understreger, at beslutningen om at lukke er truffet helt uden bitterhed over for ejerne af bygningen.
Dragør Biografforening har forsøgt at finde andre muligheder - og et andet sted at være, men de forhandlinger, foreningen har haft med Dragør Kommune, har ikke båret frugt. Dermed er det slut med den gamle biograf, når den belgiske, anmelderroste film Close vises klokken 18.30.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Privatfoto
Mette Jansen er til daglig centerchef i Peder Lykke Centret på Amager. Men hun har brugt en stor del af sin fritid på biografdriften, og hun er ikke i tvivl om, at lukningen er et stort tab for Dragør.
- En biograf er et kulturhus, som tilbyder dannelsesrejse for børn i alle aldre. Det er et samlingssted og et sted, hvor man ikke behøver præstere noget. Man kan være der i alle former og afskygninger, og det er et fantastisk frirum, hvor man lærer noget om sig selv og om filmens verden, forklarer hun.
De frivillige er en gave
Mette Jansen understreger, at billetsalget har været så godt, at hun ikke er i tvivl om, at Dragør er stor nok til at have en biograf.
- Men det kan selvfølgelig kun løbe rundt, hvis man har en masse ulønnede frivillige. Og det har vi her. Det har været en gave at have så mange, som stiller op næsten når som helst, så vi har kunnet køre mere end 350 dage om året i de sidste otte år, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Når rulleteksterne på filmen Close i aften ruller ned over lærredet, er Dragør Bio også færdig.
Men præcis som i biografmørket, hvor man altid kan se det lille lysende EXIT-skilt, er der et spinkelt håb:
- Hvis det ender med at bygningen her bliver solgt, og vi kan få en ny lejeaftale - så er vi klar igen, siger Mette Jansen.
Foto: Kasper Blomgren/TV 2 Kosmopol