Cyberangreb på kommuner sandsynligvis udført af prorussiske hackere
En række kommunale hjemmesider - herunder Dragør og Frederiksberg - gik mandag i sort og var ikke mulige at tilgå.
Flere kommuner bekræftede, at der var tale om et såkaldt overbelastningsangreb. Og meget peger på, at det er prorussiske cyberaktivister, der stod bag. Det siger Mark Fiedel, der er chef for Center for Cybersikkerhed (CFCS).
- Når vi taler om nogle af de overbelastningsangreb, der med jævne mellemrum rammer Danmark, så er det oftest prorussiske cyberaktivister, siger han.
CFCS havde også nået at varsle en række af de danske mål, der blev ramt mandag formiddag.
- Nogle gange udpeger de deres mål på forhånd i lukkede grupper med henblik på at mobilisere deres følgere til at deltage i angrebet.
Mark Fiedel understreger, at CFCS forsøger så vidt som muligt at være på forkant med, hvad cyberaktivisterne går efter. Dermed kan de varsle dem, der står for skud - som i denne omgang var kommunale hjemmesider.