Naturgaskunder bliver ramt hårdest - men bliver det overhovedet dyrt at fyre til vinter?
Energimarkedet ser ud til at blive væsentligt mere stabilt, end det var sidste vinter.
Efterår betyder opstart på fyringssæson.
Og der er sikkert mange, som kan huske sidste års energikrise, hvor elprisen hoppede op og ned.
Især landets naturgaskunder - hvoraf mange bor i hovedstadsområdet - måtte til lommerne for at holde kulden fra døren.
Manglen på gas i Europa, blandt andet affødt af krigen i Ukraine, fik prisen på gas til at stige i raketfart, og det smittede af på elpriserne.
Og tidligere på året advarede Det Internationale Energiagentur (IEA) om, at Europa kan stå over for en ny gaskrise. Her blev der taget udgangspunkt i det værst tænkelige scenarie - nemlig at russerne lukker helt for gassen til Europa, og at vi samtidig skulle få en hård vinter.
Det kan kan have fået naturgaskunder til at spekulere på, om det mon bliver dyrt af fyre denne vinter?
Spørger man Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er der dog opløftende nyt.
Han tror således ikke, at det går så galt.
- Det vil være naturgaskunderne, der bliver ramt hårdest, men de vil stadig ikke blive ramt lige så hårdt, som de gjorde sidste år. Vi står et langt bedre sted, fordi naturgasforbruget stadig er lavt i forhold til, hvad det var før. De strukturelle ændringer, vi har lavet, har en effekt. Folk sparer stadigvæk, virksomhederne har lavet omlægninger og sparer stadigvæk.
Går godt med at udfase gas
E.ON står bag 15 mindre fjernvarmeværker i hovedstadsområdet. Her fyres med blandt andet gas, træflis og træpiller. Her ser varmechef Bjørk Paamand Olsen lyst på den kommende fyringssæson.
- Lige nu kigger vi ind i et energimarked, som er væsentligt mere stabilt, end det var sidste vinter. Vi synes, det ser mere positivt ud for forbrugerne.
Ingen tør spå om, hvor prisen på fjernvarme konkret kommer til at ligge i forhold til sidste år, men fjernvarmeværkerne har gjort meget for at nedbringe brugen af naturgas.
- I fjernvarmebranchen generelt er det gået rigtig godt med at udfase gas. Alene sidste år nedsatte fjernvarmeværkerne deres naturgasforbrug med cirka 25 procent, siger Bjørk Paamand Olsen.
Netop et mindre forbrug af gas og udbygning af vedvarende energikilder skal være med til at stabilisere energimarkedet.
Brian Vad Mathiesen mener dog ikke, at vi kan afblæse energikrisen endnu.
- Europa er afhængig af naturgas fra Rusland for otte til ti procents vedkommende. Det får vi gennem Ukraine, det får vi gennem Tyrkiet, men det får vi faktisk også gennem flydende naturgas på verdensmarkedet. Og derfor handler det om for Danmark og Europa at nedbringe naturgasforbruget, så vi kan klare os langt bedre med andre energikilder.
Kilde: