Idrætsforeninger og kommune i strid efter hallukninger: ”Børn risikerer ikke at kunne dyrke sport”
Lokale idrætsforeninger i Egedal Kommune vil have kommunen til at opføre tidssvarende og nye faciliteter. Kommunen mener dog allerede, at faciliteterne findes.
Som konsekvens af to skolelukninger i 2018 i Egedal Kommune, har kommunen ifølge lokale idrætsforeninger mistet, hvad der svarer til 3,5 haller.
Det betyder nu, at flere af foreninger bliver beskåret i den såkaldte haltid. Den tid, foreninger har til rådighed i kommunens haller.
Det fik onsdag det lokale idrætsliv på barrikaderne. De demonstrerede med fakler inden et byrådsmøde onsdag aften.
- Vi er frustrerede over, vi mister timer i hallerne. Det vil få den konsekvens, vi ikke kan udbyde de hold, vi plejer, og det kan så føre til, at vi ikke kan sende lige så mange børn til gymnastik, siger Tanja Becker Gaardlykke, formand for Ølstykke Gymnastikforening, til TV2 Lorry.
Gymnastikforeningen er netop blevet frataget 14 haltimer og har til gengæld fået løfte om at kunne tilbyde gymnastik i et lille multihus. Men det er ifølge Tanja Becker Gaardlykke ikke godt nok.
- Det multihus er ikke egnet til gymnastik og idræt. Der er ikke det fornødne gulv, og det er ikke stort nok. Vi så helt klart som den gode løsning, at man havde mod til at være visionære i kommunen og byggede fremtidssikrede lokaler, siger formanden.
Ingen udsigt til nye faciliteter
Men det vil By- og erhvervsdirektør i Egedal Kommune, Sune Schou, ikke være med til.
- Jeg mener allerede, vi har en løsning, så der er rammer til alle foreninger, så de kan fortsætte deres aktiviteter, siger han til TV2 Lorry og fortsætter:
- Det er jo vild vigtigt, at der er de rammer, hvor foreninger fortsat kan udføre deres aktiviteter. Vi mangler p.t. lidt detaljer og skal have en videre dialog, så vi kommer i mål med en samlet løsning, siger han.
De lokale idrætsforeninger har oprettet støttegrupper på Facebook for at få flere haltimer på skemaet.
_