På et splitsekund blev EM-fest afløst af alvor: ”Det var et instinkt, jeg reagerede”

Fodboldfanen Mogens Grønhøj reagerede hurtigt, da han på vej mod stadion inden en af Danmarks EM-kampe overværede en anden dansk fodboldfan falde om med hjertestop.

Når det danske herrelandshold i fodbold spiller, så er Mogens Grønhøj fra Stenløse og de af hans venner, han omtaler som "fodboldtosserne" altid på plads.

Om det er på hjemmebanen i Parken eller i udlandet.

Det var de naturligvis også ved Danmarks fire kampe ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland.

Men selvom Mogens Grønhøj har overværet et hav af landskampe, så har skæbnekampen mod Serbien alligevel fået en helt særlig betydning for ham - vel at mærke på grund af en episode, der udspillede sig inden kampen.

Landskampsdagen lignede mange andre for Mogens Grønhøj, indtil en anden dansk fan faldt om med hjertestop.
Landskampsdagen lignede mange andre for Mogens Grønhøj, indtil en anden dansk fan faldt om med hjertestop.
Foto: Privatfoto

Efter den obligatoriske tur i fanzonen med øl, fællessang og march, bliver den rød-hvide fodboldfest stoppet brat og afløst af alvor.

- Da vi er omkring 100 meter fra stadion, hører jeg et bump bag mig, fortæller Mogens Grønhøj til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Jeg vender mig om og tror, han (en anden dansk fan, red.) er faldet, fordi han måske har fået et par øl for meget. Men jeg kan se, at folk panikker omkring ham. Så jeg løber derover.

Her konstaterer Mogens Grønhøj, at manden er faldet om og gået i kramper.

quote Jeg kan se, at folk panikker omkring ham. Så jeg løber derover

Mogens Grønhøj

Reagerede instinktivt 

Men kort efter bliver situationen endnu mere alvorlig. Manden stopper nemlig med at trække vejret, og hans hjerte går i stå.

Med hjælp fra det tyske politi får Mogens Grønhøj skabt plads omkring manden, og inden længe er han i gang med at give den danske fan hjertemassage.

- Det var et instinkt, kan man vel sige. Jeg havde fået et par øl inden - lad os sige det sådan - så jeg tænkte meget over, om jeg kunne gøre det.

- Men jeg blev hurtigt ædru, da alvoren gik op for mig, uddyber han.

Efter få minutter sker det, som alle håber på:

Mandens hjerte begynder at slå, hans vejrtrækning går i gang, og han kommer tilbage til livet.

Så mange falder om med hjertestop

  • Hvert år rammes cirka 5000 danskere af hjertestop uden for hospitalet. Det svarer til 14 personer om dagen

  • Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag cirka 14 procent (2022).

  • Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, så overlever 1 ud af 17

  • Hvis et vidne træder til med hjertemassage inden ambulancens ankomst, så overlever 1 ud af 7

  • For personer med hjertestop, som modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden ambulancen ankommer overlever 1 ud af 3.

  • Hurtig reaktion er afgørende. Ifølge det Europæiske Råd for Genoplivning kan sandsynligheden for at overleve være helt op til 50-70 procent, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter indenfor 3-5 minutter.

Kilde: Hjertestopregistrerets årsrapport 2022, Hjerteforeningen

Direkte fra ambulance til stadion

Han er - med Mogens Grønhøjs ord - naturligt forvirret, men i stand til at gengive et par personlige oplysninger. Kort efter bliver han overdraget til de ambulancefolk, der ankommer. 

- Jeg går med ind i ambulancen for at sikre mig, at det er, som det skal være, og de (ambulanceredderne, red.) får de oplysninger, de skal bruge. Og så hopper jeg ud af ambulancen igen, fortæller Mogens Grønhøj.

Spørger man Rikke Primdahl, der er chefkonsulent i Hjerteforeningen, kan det have været yderst afgørende, at Mogens Grønhøj trådte til, som han gjorde: 

- Ved hurtigt at træde til med hjerteredning inden ambulancens ankomst mere end fordoblede Mogens mandens chance for at overleve det pludselige hjertestop. Det kan være livsafgørende at handle hurtigt, siger hun til TV 2 Kosmopol og fortsætter: 

- Derfor kan jeg også kun opfordre til, at man bestiller et af vores 30 minutters Hjerteredderkurser, hvor man får en introduktion til, hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude.

Trods den dramatiske hændelse valgte Mogens Grønhøj efterfølgende at fortsætte kursen mod stadion med sine fodboldtossede venner for at overvære skæbnekampen på grønsværen.

- Vi talte meget om episoden i vennegruppen efterfølgende. Det kunne ikke undgås, at jeg tænkte på det, men jeg vidste, at han var okay. Men man tænker jo også på, hvad der var sket, hvis det ikke var gået så godt.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_


Modtog sms fra manden 

Efter hjemkomsten fra Tyskland har hændelse fyldt hos den 50-årige mand fra Stenløse.

- Det er klart. Men det var noget andet, hvis han ikke var kommet i gang igen. Man tænker altid over, hvordan man havde reageret, siger Mogens Grønhøj.

Derfor var det også glædeligt, da han modtog en helt særlig sms.

- Han har skrevet til mig, at han, hans kone, børn og familie takker for min hjælp.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik