Ungt byrådsmedlem siger stop: Tonen er blevet for grov

I flere byråd og kommunalbestyrelser oplever de folkevalgte, at tonen til tider kan være hård og personlig. I Egedal Kommune blev det for meget for ungt byrådsmedlem.

I sidste uge blev det for meget for 21-årige Jonathan Kristensen (SF). 

Han har siddet i byrådet i Egedal Kommune i snart tre år. Tre år, der har været præget af en hård tone byrådsmedlemmerne imellem.

- Det har været meget råt og hårdt, vi har virkelig ikke været gode mod hinanden. Vi har haft en meget hård tone, siger han.

Han oplever, at stemningen i byrådet bliver mere og mere presset. Derfor tog han ordet, da byrådet mødtes og gav sine kolleger en opsang:

- Jeg ærgrer mig ufatteligt meget over, at vi står her. Det, vi burde have talt om, er vores politiske uenigheder. Det har på ingen måde været konstruktivt og der har været en ufattelig dårlig tone, lød det fra ham under mødet.

Jonathan Kristensen fortalte, at han oplevede at være blevet latterliggjort.

Efter Jonathan Kristensens opsang ved det seneste byrådsmøde har flere kollegaer bakket ham op.
Efter Jonathan Kristensens opsang ved det seneste byrådsmøde har flere kollegaer bakket ham op.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Andre politikere bekræfter ligeledes, at arbejdsmiljøet i den nordsjællandske kommunes byråd er udfordret.

Blandt andet bliver der rullet øjne af andres kommentarer. Der bliver råbt. Og så er debatten præget af personlige angreb.

- Hvordan kan vi samarbejde, når vi taler så dårligt til hinanden? Det er bare ikke i orden for nogen af os, mener Jonathan Kristensen (SF).

Problem i flere byråd

En undersøgelse som Kommunernes Landsforening fik lavet sidste år blandt kommunalpolitikere på tværs af landet viser, at 18 procent ofte eller meget ofte har oplevet dårligt kollegialt samarbejde, og hver tredje har oplevet det somme tider.

Byrådet i Egedal Kommune er derfor langt fra det eneste, hvor arbejdsklimaet er udfordret.

master Mobning i byråd  Still
Foto: Grafik: Fie Fisker/TV 2 Kosmopol

Og det kan være svært at ændre, mener kommunalforsker Roger Buch.

- Problemet med politikere er, at de ikke har en arbejdsgiver eller en chef, der kan sige, at de nu skal behandle hinanden ordentligt. Det er jo vælgerne, der har sat politikerne ind – og det er heldigvis også kun vælgerne, der kan fjerne dem igen.

Borgmester: Vi tager sagen alvorligt

Konservative Birgitte Neergaard-Kofod er enig i Jonathan Kristensens kritik. Hun har oplevet, at kolleger måtte forlade forhandlingslokalet for at sunde sig efter at være blevet råbt ad:

- Jeg bliver sådan lidt målløs over, at det er voksne mennesker, der opfører sig på den måde. Jeg vil rigtig gerne have, at vi får en bedre kultur.

Borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) siger torsdag i et skiftligt svar til TV 2 Kosmopol, at hun tager sagen alvorligt.

”Der er ingen tvivl om, at vi har brug for at få talt med hinanden og finde tilbage til det gode samarbejde. Man må meget gerne have politisk uenighed, men det skal ikke blive personligt.” 

Jonathan Kristensen håber at der nu sker en ændring.

Hun vil i næste uge se på, om der er behov for hjælp udefra til at løse problemet. Jonathan Kristensen håber, at det vil føre til en ændring, så de igen kan have fokus på politik:

- Håbet er bare, at vi går efter bolden og ikke personen. Så vi kan tale om politikken og de uenigheder, vi har der.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik