Københavnske sportsklubber skal kunne bruge p-pladser og udearealer som træningsfaciliteter
Når der den 1. marts åbnes op for sportsaktiviteter i foreningslivet og i sportsklubber, bliver det kun udendørs – og det afføder helt nye problematikker. Men det vil et politisk flertal i Københavns Kommune nu forsøge at løse.
Fra på mandag den 1. marts kan sportsglade medlemmer af foreningslivet igen trække i sportstøjet og mødes med 24 ligesindede og dyrke idræt.
Det stod klart onsdag, da et flertal af partierne i Folketinget blev enige om en aftale for genåbning af samfundet.
- Jeg blev megaglad for, at udendørs idræt nu kan åbne op igen. Det har vi ventet på, siger Jonas Bjørn, Socialdemokratiets politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation, til TV 2 Lorry.
Der er dog et men.
For idrætten må kun dyrkes udendørs, og det giver selvsagt udfordringer i en måned, hvor den sidste snert af vinter først nu så småt er ved at overgive sig til solens stråler.
Det betyder nemlig, at mange af de sportsgrene, der bliver dyrket i vinter- og de første forårsmåneder, normalt foregår indendørs.
Men hallerne må ikke anvendes, og græsset på de udendørs idrætsanlæg er særligt skrøbeligt netop nu.
Så hvad gør man så?
Brug strande og parkeringspladser
I København kan man bruge strande og de tomme parkeringsarealer, lyder det fra de to socialdemokrater Jonas Bjørn Jensen og Henrik Appel Esbensen, der begge sidder i Københavns Borgerrepræsentation.
De har fremsat forslaget i Kultur- og Fritidsudvalget i håb om, at flest muligt københavnere igen kan få pulsen op og forlade stuerne til fordel for socialt samvær.
- Jeg så, at vi ikke kan åbne for vores græsarealer, fordi de slet ikke er klar til det endnu. De bliver simpelthen ødelagt, hvis der bliver dyrket idræt på dem, siger Jonas Bjørn Jensen.
Derfor gik han hurtigt i tænkeboks for at forsøge at løse problemet, før det opstod; nemlig at københavnerne alligevel ikke ville kunne genoptage idrætten, hvis der ikke er nogle arealer tilgængelige.
- Jeg tænkte, at vi måtte kunne gøre det bedre. Og når de store indendørs idrætsanlæg alligevel står tomme, så må der være masser af plads på parkeringspladserne ved dem. Men hvis man nu er håndboldspiller, så er det måske ikke super lækkert at spille på asfalt.
- Men vi har jo Amager Strandpark og Svanemøllen Strand, hvor der er blødt, og hvor man måske godt kunne spille noget håndboldlignende eller ultimate (sportsgren med frisbee, red.) , siger Jonas Bjørn Jensen.
Han anerkender, at idéen ikke er fejlfri, men ifølge ham er det "bedre at gøre det, som er muligt, end slet ikke at gøre noget".
Forsamlingsforbud kan blive joker
S-politikeren nævner også sportsgrene som gymnastik og hockey som gode aktiviteter på henholdsvis strand og asfalt.
Hans håb er nu, at et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget vil bakke op om forslaget, der skal sørge for, at forvaltningen vil rette henvendelse til sportsklubber og idrætsaktører hurtigst muligt, så de kan finde ud af løsninger sammen.
Men forsamlingsforbuddet gælder jo fortsat – kan det ikke blive svært at skelne mellem, om det er organiseret idræt på en parkeringsplads på Østerbro eller uorganiseret og dermed et brud på forsamlingsforbuddet?
- Det er klart, at det er en udfordring. Jeg kan konstatere, når jeg går i byen, at folk er gode til at overholde restriktionerne. Og så er der nogle få, som ikke vil følge dem og spiller fodbold alligevel. Men det skal jo ikke være dem, der må ikke ødelægge det for de mange, siger Jonas Bjørn Jensen.
Politisk opbakning fra både rød og blå blok
Sagen skal behandles på Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 4. marts, og umiddelbart taler meget for, at forslaget kan blive til virkelighed.
Således viser en rundringning blandt partierne i Kultur- og Fritidsudvalget, at både Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative stemmer for forslaget.
Alternativet med Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i spidsen er positive over for forslaget, som borgmesteren kalder "at sparke en åben dør ind".
- Idéen med at inddrage for eksempel parkeringsarealer og strande til foreningsidræt er oplagt, hvis foreningerne vel at mærke kan se det som en positiv fordel, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.
Konservative er også positive og ønsker endda at udvide forslaget, så det også indbefatter andre arealer.
- Konservative ønsker, at forvaltningen ikke ku n skal holde sig til parkeringspladser, men skal også se på skolegårde i weekenden, og hvor børnene er hjemsendt, siger Karina Bergmann (K) til TV 2 Lorry.
Partiet foreslår ligeledes arealer ved spillesteder og skøjtehaller, som ikke bliver brugt for tiden.
Konservative: Strande kan ikke reserveres
Omvendt mener De Konservative ikke, at den organiserede idræt kan tage ejerskab over stranden.
- Stranden er offentlig. Den må være for alle, og der er først til mølle. Vi kan ikke sige, at den kun tilhører én bestemt gruppe, som laver én bestemt aktivitet, siger Karina Bergmann.
Enhedslisten er også positivt stemt for det socialdemokratiske forslag, og dermed tegner der sig umiddelbart et politisk flertal.
- Vi ser positivt på forslaget, og hvis det ikke generer nogen, og det er af hensyn til at skaffe plads i disse coronatider til aktiviteter, så kan jeg ikke se, at der skulle være noget problem; men med det forbehold, at vi ikke kender de konkrete placeringer, skriver Karina Vestergård (EL) i en mail til TV 2 Lorry.
Venstre er omvendt imod forslaget, som Flemming Steen Munch mener er et skråplan "i stil med inddragede parkeringspladser til restauranterne", siger han.