Partisoldater fik lang næse på Dronning Louises Bro
En gruppe partier mødte onsdag forgæves op på Dronning Louises Bro i København for at hænge valgplakater op. Det blev en kølig og skuffende oplevelse.
- Jeg er helt vildt spændt og har sommerfugle i maven. Alt vores arbejde de sidste måneder har bygget op til i dag.
Nicholas Nyrop Venten har sammen med sine kolleger i Frie Grønne trodset den kølige efterårsblæst og er mødt op på Dronning Louises Bro i København med to ladcykler proppet med valgplakater.
Broen er en af de mest cykeltrafikerede strækninger i København og dermed et af de mest eftertragtede steder at hænge valgplakater op.
Derfor er der også ofte hård kamp om plakatpladserne.
Klokken er lige rundet 12.15, og om mindre end en time skal statsminister Mette Frederiksen (S) tale til hele Danmark, hvor et valg med stor sandsynlighed annonceres.
Hvis valget skal afholdes i eksempelvis en af hverdagene før lørdag den 29. oktober, må valgplakaterne hænges op i det sekund, valget er udskrevet. Hvis valget først skal afholdes på den anden side af lørdag den 29. oktober, må valgplakaterne først hænges op på lørdag klokken 12.
Reglerne er således sådan, at plakaterne må hænges op klokken 12 på den fjerde lørdag før valget.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Leo Mortensen
"Ved de andre noget, vi ikke ved?"
Frie Grønne er det eneste parti, der er til stede på broen.
- Jeg kan ikke lade være med at tænke: "Ved de andre noget, vi ikke ved? Har de andre partier fået datoen at vide, og er det derfor, at de ikke er mødt op?", siger Ida Lund-Larsen, der er frivillig koordinator hos Frie Grønne.
- Jeg er både spændt og nervøs. Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan. Det er næsten som om, vi skal til en eksamen, smiler Ida Lund-Larsen, imens hun sammen med Nicholas Nyrop Venten og deres kolleger fisker farverige Frie Grønne-plakater op af den ene ladcykel.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Leo Mortensen
Plakatløs fremtid
Statsministerens tale nærmer sig, og Frie Grønne-flokken begynder nu at øve sig i at sætte plakaterne op, også selvom de måske risikerer ikke at måtte sætte dem op i dag.
Hvordan hænger Frie Grønnes grønne værdier sammen med brugen af valgplakater og plastikstrips?
- Vi er opmærksomme på at bruge bæredygtige materialer, og vi satser på ikke at bruge valgplakater til næste valgkamp, forklarer Nicholas Nyrop Venten.
- Vi hænger heller ikke valgplakater op i træerne, og så forsøger vi at genbruge plastikstripsene, uddyber Ida Lund-Larsen.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Regler for ophængning af valgplakater:
Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valget.
Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
Valgplakater må endvidere ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed. Det er derfor ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.
Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person (eksempelvis partiorganisationen), der har iværksat ophængningen af valgplakaterne.
Kilde: Indenrigs- og boligministeriet
Freden er forbi
Klokken 12.40 tropper endnu et parti op på broen.
Med valgplakater under armen og et stort smil på læben erobrer Liberal Alliances hovedbestyrelsesmedlem Lars Berg Andersen en lygtepæl lidt væk fra Frie Grønne.
- Det er en virkelig spændende dag, og jeg har glædet mig, fortæller han og bakser lidt med plakaterne, som vinden har godt fat i.
- Personlig hælder jeg nok mest til, at valget kommer den 1. november, men jeg er her i dag for at være på den sikre side. Better safe than sorry.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Leo Mortensen
Tilbage hos Frie Grønne har Ida Lund-Larsen fundet telefonen frem for at følge med i pressemødet.
- Hvad gør vi egentlig, hvis Alternativet ruller op med en stor lastbil fyldt med plakater? spørger en i gruppen.
- Så må vi lænke os til lygtepælene.
Gruppen griner og fordeler sig så ud på broen ved hver deres lygtepæl.
Kort efter dukker Alternativet op i form af to mænd og en ladcykel, og Frie Grønnes frygt bliver derfor ikke til virkelighed.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Leo Mortensen
Sandhedens time
- Så er det nu, Ida, råber en af de andre fra Frie Grønne, og Ida Lund-Larsen får sat lyd på sin telefon og sætter pressemødet på.
- Danmark er et fantastisk land, begynder Mette Frederiksen.
- Jeg tror aldrig, jeg har lyttet så fokuseret til Mette Frederiksen tale, griner Ida Lund-Larsen.
I lidt over fire minutter taler statsministeren, og Ida Lund-Larsen følger med i spænding.
Endelig kommer det, som alle har ventet på. Valget bliver den 1. november, og det betyder, at der ikke må sættes plakater op før den kommende lørdag.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Forløsning og skuffelse
Efter pressemødet samles gruppen fra Frie Grønne igen og slår ud med armene.
- Jeg har ikke været så nervøs siden min sidste eksamen, griner Nicholas Nyrop Venten og fortsætter:
- Det er også lidt en lettelse. På lørdag er vi fandeme klar. Der bliver ingen hvile på laurbærrene.
Både Alternativet og Liberal Alliance får hurtigt pakket sammen og forlader Dronning Louises Bro.
- Det var så generalprøven. Nu skal vi nok retur til Christiansborg og holde møder og planlægge det sidste, fortæller Nicholas Nyrop Venten, imens han og resten af gruppen pakker sammen.
- Vi ses på lørdag, smiler Ida Lund-Larsen.