Oversigt

Seneste nyt

19-årigs vilde køretur endte med et hav af sigtelser

Det gik ifølge Nordsjællands Politi helt galt, da en 19-årig mand fra Fredensborg satte sig bag rattet natten til onsdag.

Og han kommer nok ikke ud at køre igen lige foreløbig. I hvert fald sigter Nordsjællands Politi den 19-årige mand for en længere række forhold efter en køretur natten til i dag.

Han er sigtet for:

At forvolde fare for andres liv og sikkerhed.

At køre spirituskørsel.

At køre uden førerret.

At have kørt vanvidskørsel.

Buketten af sigtelser fik den unge mand klokken 00.35, natten til onsdag. Det oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Manden forsøgte at undvige politiet og kørte dermed alt for stærkt gennem Blåbærhaven, hvor han mistede kontrollen over sit køretøj og påkørte otte biler.

Flere personer måtte i forbindelse med den 19-åriges hensynsløse kørsel springe til side for ikke at blive påkørt. 

Den 19-årige blev taget med til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad. Endvidere blev mandens køretøj beslaglagt med henblik på senere konfiskation.