Får ros af politiet: Snedig 77-årig kvinde snød tricktyve
Gennem den seneste tid er flere ældre borgere blevet bestjålet af tricktyve, der udgiver sig for at være fra politiet. Nu roser politiet en 77-årig kvinde, der søndag afveg at blive snydt.
Tricktyverier har den seneste tid plaget Nordsjælland.
Som TV 2 Lorry kunne fortælle i sidste uge, havde Nordsjællands Politi på få dage registreret seks sager om enten forsøg på bedrageri eller tricktyveri. I fem af sagerne udgiver gerningsmanden sig for at være fra politiet.
I weekenden var den så gal igen.
Søndag klokken 21.08 anmeldte en 77-årig kvinde fra Ølstykke nemlig, at hun kort forinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet og oplyste hende om, at der var blevet optaget et større lån i hendes navn.
Det oplyser Nordsjællands Politi mandag i sin døgnrapport.
Manden bad herefter kvinden om at være samarbejdsvillig, da hun ellers ville komme til at hæfte for lånet.
- Kvinden synes dog, det var et mistænkeligt opkald, og hun bad derfor om at komme til at tale med en kollega til manden, skriver politiet og fortsætter:
- En anden person kom herefter i røret og bad om hendes kortooplysninger. Kvinden var dog stadig ikke overbevist om opkaldets ægthed og oplyste dem derfor om, at hun selv ville kontakte politiet for at verificere opkaldet, hvorefter hun lagde på.
Og netop den afvigende manøvre får nu Nordsjællands Politi til at rose kvinden.
- Der skal lyde stor ros til kvinden for ikke at udlevere sine personlige oplysninger til fremmede, lyder det fra Nordsjællands Politi.
Ringer fra politiets telefonnummer
Den seneste tid har der været flere tricktyverier begået mod ældre personer.
Flere gange har Nordsjællands Politi være ude og fortælle om borgere, der er blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af dem.
Det gjaldt blandt andet i juli, da flere ældre på under et døgn anmeldte, at de var blevet snydt af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra politiet.
Grundet sammenfald i fremgangsmåden havde Nordsjællands Politi dengang en formodning om, at der kunne være tale om samme gerningsperson.
Klar opfordring til borgerne
I mandagens døgnrapport opfordrer politikredsen derfor også til, at borgere ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer.
I stedet skal man handle som den 77-årige kvinde, der blev forsøgt snydt søndag.
- Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få opkaldet verificeret.
- Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser, lyder det.
Lignende problem i København
Også Københavns Politi har oplevet lignende problemer. For knap en måned siden kunne politikredsen fortælle, at flere ældre borgere var blevet kontaktet af en mand, der ikke alene udgav sig for at være fra politiet, men også ringede fra politiets nummer.
- Det ser ud som om, at der ringes fra politiet - 33141448. Personen anmoder om oplysninger om nøglekort eller overførsel af penge. Det er et svindelnummer, advarede politiet på Twitter.
Tidligere i juli advarede politiet de ældre borgere mod det nye svindenummer. Se eller gense indslaget.
_