Folk fra nabokommuner strømmer til for at besøge et lille kebabhus
På en travl dag kan Sahan Slagter & Kebab i Kokkedal sælge op mod 100 kilo kebab.
Sahan Slagter & Kebab ligger i Kokkedal - men det er langt fra alle deres kunder, der er lokale.
Og det kan mærkes, for der er ofte lang kø. En lørdag formiddag kan der nemt være en halv times ventetid.
I køen foran den lille biks, hvor kunderne må bestille deres pitabrød og durumruller gennem et vindue, står blandt andet en ung mand fra Hillerød.
For ja, der findes også kebabsteder i hans hjemby, men "det er ikke det samme", siger han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Andreas Hentze Madsen, TV 2 Kosmopol
- Når først du smager deres falafel, vil du komme her, det lover jeg dig, siger han til TV 2 Kosmopols journalist Sascha Yang.
TV 2 Kosmopol er nemlig i programmet Oplev taget forbi det lille kebabhus for at se, hvad det kan.
- Jeg har fået et tip om det her sted fra en, der bor i Helsingør, der kører hertil kun for det her sted. Og de har ikke engang en rigtig restaurant, man skal stå ude og spise det eller tage det med sig, siger Sascha Yang.
Hun falder i snak med en anden kunde, der har bestilt et pitabrød.
- Det er virkelig, virkelig lækkert. Jeg kommer helt fra Vedbæk, fortæller han.
16 timers yoghurt
Biksens kebab og shawarma er hjemmelavet, fortæller indehaverens søn, Mikail Tekdeveli - og det er falafler, dressinger, brød, chili og deres små, syltede, tyrkiske pebre sådan set også.
- Vi har været her siden 1993, fortæller Mikail Tekdeveli.
Shawarmaen bliver marineret i yoghurt i 16 timer for at gøre kødet helt mørt, og så bliver den tilsat en hemmelig krydderiblanding.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Det er kun min far og bedstefar, der kender opskriften, siger Mikail Tekdeveli.
Og det kan smages, mener Sascha Yang.
- Man kan godt smage, at der er gjort noget ud af krydderblandingen. Den smager ikke generisk, siger hun inden dommen falder:
- Det er værd at køre efter.
Se hele indslaget nedenfor.