Bliv gift på en ny måde: Kommune vil ændre vielsesritualet
I fremtiden skal man kunne giftes på en måde, der er noget særligt for Frederiksberg. Noget lignende har man forsøgt sig med i andre kommuner.
I Frederiksberg Kommune er man på udkig efter en ny måde at vie folk på rådhuset.
Det skal have et strejf af noget særligt "Frederiksberg'sk".
- Vi synes, vielsesritualet trænger til en opdatering, for det er særligt at være frederiksbergborger, og det vil vi gerne afspejle i den måde, man bliver viet på, siger rådmand Laura Lindahl (K).
Det er samtlige partier på rådhuset enige om, og nu skal idéen til videre behandling.
Men hvad det frederiksbergske islæt skal være er endnu uvist.
Skal man kunne giftes til tonerne af by-koryfæet Bent Fabricius-Bjerres "Forelsket i København"? Eller til en tekst af Anne Linnet? Eller hvad med et par bevingede ord fra Susse Wold og Bent Mejding, der i årevis boede på Frederiksberg?
- Vi vil gerne inddrage noget, der har en særlig Frederiksberg-ånd. Det kunne eksempelvis være nogle citater fra nogle kendte fra Frederiksberg, siger Laura Lindahl.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Foto: Frederiksberg Kommune
Bliv gift af Helmig
Frederiksberg er ikke den eneste kommune, der vil sætte et særligt præg på de borgerlige vielser.
I Lyngby-Taarbæk Kommune fik man i 2014 den nu afdøde forfatter Benny Andersen til at skrive et vielsesritual.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Den folkekære forfatter, som selv boede i kommunen, sagde ja til opgaven, og skrev nogle ord, som brudepar nu får med på vejen, hvis de vælger en borgerlig vielse i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Læs Benny Andersens vielsesritual herunder.
Artiklen fortsætter under boksen.
Benny Andersens vielsesritual
Kære vordende brudepar.
Den pagt I nu indgår inde-bærer
ansvar såvel som kærlighed
trøst såvel som håb.
Fra nu af er I hinandens
livreddere
livsfordoblere
livsbekræftere
Spred glæde og modtag
glæde med glæde
Grib nuet
spejl jer i evigheden
og glem ikke at forny jeres undren
Med ønsket om at I fremover
vil inspirere hinanden i stort og småt,
vil udvide hinandens horisonter,
begive jer på gensidig opdagelsesrejse
og berige hinandens fremtid
vil jeg bede jer bekræfte, at I her i dag i Lyngby-Taarbæk giver hinanden jeres Ja.
Kilde: Kristeligt Dagblad
I Aarhus kan man vælge at få Thomas Helmig og René Toft Simonsens til at pifte rådhusvielsen op.
Her var det aarhusianerne, der pegede på parret, som de helt rigtige til at give vielsesritualet et personligt præg.
Siden 2022 har giftefogederne kunne vælge kendis-parrets tekst, og det er en af de mest populære.
(Artiklen forsætter efter boksen)
Det var da også med inspiration fra især Aarhus, at Lotte Kofoed (SF), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederiksberg, bragte idéen til de andre partier.
- Jeg har længe syntes, at vores eget ritual virkede lidt stift, også i de tilfælde, når jeg selv har viet folk her på rådhuset, fortæller hun og fortsætter:
- Så da jeg til et bryllup i Aarhus overværede Helmig og Toft Simonsens ritual, så tænkte jeg: Sådan et skal vi også have, siger hun.
Læs Thomas Helmig og René Toft Simonsens vielsesritual her.
Kære Brudepar,
Først vil jeg byde jer og jeres gæster hjerteligt velkommen her i vielseslokalet på Aarhus Rådhus.
I har i dag valgt at indgå ægteskab.
Der ligger helt sikkert mange tanker og ikke mindst stor kærlighed til grund for det valg.
Det væsentlige er, at det ER et valg.
Kærligheden er et valg.
At elske et andet menneske og at blive elsket er en af de største gaver, livet byder på.
På samme tid er det at elske et stort stykke arbejde, for i hjertet findes alle årstider.
I dag er en glædens dag, en festdag, fordi det er dén dag, hvor I to lover hinanden at holde ud og holde fast.
Lover hinanden at elske og ære.
Lover hinanden at lytte og lindre – lover hinanden hinanden!
Med ønsket om, at I må vælge kærligheden igen og igen hver eneste dag, resten af jeres liv, vil jeg nu bede jer bekræfte, at I her giver hinanden jeres ja.
Og med de ord vil jeg nu gå over til det mere formelle vielsesritual.
Beder borgere om hjælp
Alle partier på rådhuset er enige om at idéen skal tages videre. Kommunen vil på sigt lave en konkurrence, hvor borgere kan komme med på forslag til et "mere indholdsrigt og poetisk vielsesritual".
Derefter skal forslagene udvælges i Magistraten med repræsentanter fra alle partier og eventuelle dommere udefra.
Ritualet skal gennem ophavsretten alene kunne bruges på Frederiksberg.