Hans hustru spurgte ham gang på gang. Og så indså han, at han måtte ændre sit liv
Byture, alkohol og snak om sport fyldte alt i 31-årige Mads Krauses venskaber. Indtil han indså, at han ikke anede, hvordan hans venner havde det. Det har han nu fundet en simpel løsning på.
Det skete gang på gang, når han lå derhjemme med tømmermænd efter endnu en bytur.
At hans hustru nærmest sparkede døren ind til soveværelset med spørgsmålet: ”Nå, hvordan havde de det så?” med henvisning til de venner, 31-årige Mads Krause havde været ude med dagen forinden.
Men han vidste det ikke.
Selvom han, med den vennegruppe han har kendt i 20 år, havde siddet ved et bord og drukket øl i mange timer.
- Jeg vidste, hvem deres kæreste og familie var, og jeg vidste, hvad de arbejdede med. Men jeg vidste ikke, om der var sygdom i familien, eller om de rent faktisk var glade i deres arbejde eller parforhold, forklarer Mads Krause.
Faktisk er Mads Krause langt fra alene. Flere end hver femte mand mellem 25 og 39 år har nemlig aldrig eller sjældent nogen at tale fortroligt med.
Det viser en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed.
I dag er Mads Krause ikke længere en del af den statistik.
Faktisk har han fundet en simpel og meget konkret løsning, der har gjort en stor forskel for ham.
Mændenes Internationale Dag
Kampdagen for mænd er en årlig international begivenhed, der siden 1999 har været fejret den 19. november.
Tirsdag markerer 25-året for den årlige begivenhed, hvor der sættes fokus på mænd og drenges problemstillinger og positive rollemodeller.
Selvom dagen og markeringen – i modsætning til Kvindernes Internationale Kampdag - ikke officielt er anerkendt af FN, melder flere organisationer og eksperter om stigende interesse, men også om et behov for netop en dag til at sætte fokus på ofte underbelyst del af kampen for ligestilling.
I dagene op til dækker TV 2 Kosmopol, hvordan mandekampen anno 2024 ser ud.
Øl og fodbold, men ingen følelser
Mads Krause er en del af en vennegruppe på fem, som har kendt hinanden i 20 år.
De er praktisk talt vokset op sammen.
Alligevel vidste han ikke, hvordan de havde det. Faktisk havde de aldrig rigtigt været sårbare over for hinanden, forklarer han.
Til gengæld var de enormt gode til at gå i byen og tale om weekendens Premier League-kamp, landstræneren eller de oplevelser, de havde delt i fortiden – ofte i et nostalgisk, idylliserende skær.
- Vi talte om oplevelser i folkeskolen, eller hvor fedt det var, dengang vi var på druktur i Prag. Jeg havde det egentlig ikke så godt på den tur, men det vidste de ikke. For det talte vi ikke om. Der handlede det bare om at drikke bajere, forklarer han.
Men faktisk kunne Mads også selv finde på – mere eller mindre ubevidst – at undgå de sårbare samtaler, når muligheden for dem bød sig.
For det var nemt at søge skjul i gruppedynamikken.
- Hvis nogen prøvede at tale om noget, der var svært, kunne jeg godt finde på at lukke dem ned. Jeg kom til at skifte emne, fordi jeg ikke syntes, det var særlig rart at tale om. Det blev for svært og gjorde ondt, og så ville jeg hellere snakke om fodbold, forklarer Mads.
Frygtede at være på tomandshånd
Hustruens mange spørgsmål efter de evindelige byture, satte tankerne igang hos Mads Krause.
Det gik op for ham, at han faktisk kun talte om sine følelser med sin hustru.
Samtidig kunne han se, hvor meget tid og energi, hun investerede i sine veninder. Og hvor meget de vidste om hinanden.
- Pludselig blev jeg bare overvældet af en følelse af, at mine venner jo ikke anede, hvordan jeg havde det, fortæller han.
- Jeg fandt ud af, at mine mandlige venskaber var for hule. Jeg ville gerne have, at de vidste, at jeg også græder, har det svært og kan være usikker på mig selv.
Så han besluttede sig for at gå forrest i sin egen vennegruppe ved at insistere på sårbarheden.
Både hos sig selv og i de ting, de lavede sammen.
Han havde altid frygtet at være på tomandshånd med sine venner. For så var han jo tvunget til at være nærværende og spørge ind. Fremfor bare at krybe i flyverskjul i gruppedynamikken, forklarer han.
Så han begyndte at skifte byturene ud med vandre-, biograf- og gåture. Eller morgenmadsdates.
- Jeg vidste, at jeg på den måde ville blive udfordret og var nødt til at være mere sårbar, end jeg plejede at være. At mine venner pludselig ville se den rigtige mig, forklarer han.
- Det var sindssygt skræmmende i starten, og det krævede mod at være den første, der gjorde det.
Nemmere at tale om svære følelser
Mads Krauses vennegruppe tog heldigvis godt imod det, Mads i dag ser som en form for personlig transformation.
Faktisk rykkede de tættere på ham og begyndte også at dele ud af deres egne følelser og erfaringer.
- Jo mere vi talte om det, der var svært, desto bedre blev vi til det. Det er ligesom en muskel, der kan trænes, forklarer han.
Tre gode råd til stærkere venskaber
1. Planlæg mindst én venneaftale om ugen, der ikke inkluderer alkohol
Om det er at fiske, gå en tur eller drikke en kop kaffe er lige godt. Mads og hans venner er for eksempel blevet bedre til at mødes til morgenmad. På den måde bliver det lidt nemmere at holde sig opdateret på hinandens liv.
2. Del noget sårbart
Forbered et personligt emne, før du skal mødes med din ven. Det kan handle om knas i parforholdet, problemer i familien, eller måske føler du dig ensom. Det skal være noget, der er sårbart for dig. Og det må ikke handle om, at dit fodboldhold tabte i weekenden.
3. Hyg jer som I plejer
Tag ud at se fodbold og drik bajere. Men skab rummet, hvor der er plads til sårbarheden og følelserne. For så får man meget mere ud af hyggen.
Kilde: @Madskrause
- Pludselig sad vi og talte om de svære følelser som om, vi altid havde gjort det.
Jeg lægger mærke til, at du taler meget om det, der er svært. Hvad med alt det gode?
- Vi skal både tale om det svære og det gode. Vi må bare ikke sige, at vi har det ”fint”. For man har det aldrig bare fint, forklarer Mads.
- Jeg er stor fortaler for, at vi skal blive ved med at hygge os, som vi plejer. For det synes jeg, mandlige venskaber er enormt dygtige til. At kunne glemme alle sine problemer og bare være sammen. Vi skal bare huske også at åbne op om alt det svære. Med mindst én ven.
"Mand dig op, svækling"
Mads Krause oplever af og til, at det kan være svært, når han på sociale medier forsøger at få flere mænd til at tage de følelsesladede samtaler med deres venner.
Han får at vide, at han skal ”mande sig op”, ”tage sig sammen”, og at han er en ”svækling”.
Og det bekræfter ham i, at stereotyperne og idealerne for maskulinitet kan være en smule gammeldags.
- Jeg tror, at de mænd, der kommer med den slags spydige bemærkninger, er bange for, hvor vi er på vej hen, og om de selv pludselig skal til at dele ud af deres følelser, forklarer Mads Krause.
Faktisk har han selv været en smule bange for netop det. Han var bange for, hvordan hans venner ville se på ham bagefter, hvis han delte sine følelser. At han ikke var ”en rigtig mand”, hvis han gjorde det.
- Før i tiden ville jeg gerne have, at mine venner så mig som den her glade, friske person, der altid var klar på en bytur. Jeg havde ikke lyst til, at de så mig som en sårbar mand, der også kunne være usikker, forklarer han.
- Men jeg tror, vi glemmer hvor meget styrke, der er i sårbarhed. Vi glemmer, at det at dele vores følelser med hinanden, ikke bare gør os til bedre mænd og mennesker. Men også til bedre venner.