Marlene troede, hun skulle interviewes om gymnastik, men så brød borgmesteren ind
Efter 36 års frivilligt arbejde som gymnastikinstruktør og bestyrelsesmedlem i den lokale idrætsforening blev Marlene Fleischer overrasket midt i en træning og tildelt Hædersprisen.
Da Marlene Fleischer var 18 år gammel, trak hendes gymnastiktræner hende til side.
Træneren mente, at den unge gymnast gemte på et ledertalent og opfordrede Marlene Fleischer til at træde ind i bestyrelsen i Taastrup Idræts Klub, TIK.
- Så jeg gjorde, som hun sagde, forklarer Marlene Fleischer.
Og det har du gjort lige siden?
- Det har jeg gjort lige siden, ja.
36 år er gået, siden den dengang 18-årige gymnast sprang ud som frivillig i TIK Gymnastik, og de seneste år har Marlene Fleischer været formand i klubben.
Det engagement har hun hverken genovervejet eller fortrudt.
- Man bliver nærmest afhængig af det. Jeg er i hvert fald meget glad for at være frivillig, for jeg nyder virkelig at gøre en forskel. At få ting til at ske og få tilbudt bevægelsesglæde til alle aldre, siger Marlene Fleischer.
Kommunens sjæl
Marlene Fleischer tror, at TV 2 Kosmopol besøger hende og TIK Gymnastik til en historie, der handler om gymnastik.
Hun ved ikke, at der uden for gymnastiksalen i Taastrup står to midaldrende herrer i skjorte og overfrakke. Den ene har en buket blomster i hånden, den anden er bevæbnet med en stang chokolade.
Begge dele er til Marlene Fleischer, for hun har nemlig vundet en pris for sin særligt store indsats for foreningslivet, den såkaldte Hædersprisen, som Høje-Taastrup Kommune uddeler årligt.
- Det er for hendes utrættelige indsats inden for gymnastikken i mere end 35 år, siger manden med buketten, som i øvrigt hedder Michael Ziegler (K) og er borgmester i kommunen.
- Hun er sprængfyldt med energi og entusiasme og er god til at få både børn og voksne engageret i gymnastikken, siger Peter Faarbæk (S), der står med chokoladen og er 2. viceborgmester.
Med Hædersprisen ønsker Høje-Taastrup Kommune at synliggøre og ikke mindst anerkende de frivillige lederes indsats.
- Vi skal huske at fejre foreningslivet og de frivillige. For det er dem, der skaber det hele. Alle de aktiviteter, der er i vores foreningsliv, er skabt af frivillige kræfter. Det er jo sjælen i en kommune og det, der gør det til et sjovt og fantastisk sted at være, siger Michael Ziegler (K), inden makkerparret bevæger sig mod indgangen til gymnastiksalen.
Tillykke med hvad?
Inden for spørger TV 2 Kosmopol Marlene Fleischer, om hun efter mere end 35 år i gamet forsat kan blive overrasket over noget.
- Jeg kan stadig blive begejstret, og det er vel det, det handler om, når hun at sige, inden døren går op, og en mindre kortege anført af borgmester Michael Ziegler afbryder interviewet.
- Hej Marlene!, nærmest råber han.
Lettere perplekst får gymnastiklederen svaret med et ”hejsa”, inden borgmesteren udbryder et ”tillykke” og overrækker hende buketten med blomster.
- Med hvad dog?, spørger Marlene, inden Michael Ziegler forklarer baggrunden for overraskelsen, og at en masse personer har indstillet foreningsforkvinden for sit utrættelige engagement i 35 år.
- 36 år, indvender Marlene Fleischer.
- But who’s counting?
Med rank ryg
Herefter får Marlene Fleischer travlt med at få opstøvet TV 2 Kosmopols udsendte journalist, som hun har en høne at plukke med.
- Ej, men altså. Stine for pokker, siger hun til journalisten, der må undskylde for at have løjet over for den sagesløse interviewperson.
Alt er dog tilgivet, og Marlene Fleischer er tydeligt glad for anerkendelsen.
- Jeg er meget overrasket. Mit hjerte banker, og jeg er lidt tør i munden, får hun sagt.
Et par billeder og lidt small talk senere får Michael Ziegler og Peter Faarbæk ellers pænt besked om, at de nok hellere må komme videre, for der er jo et gymnastikhold med små børn i femårsalderen, der skal aktiveres.
Som de to politikere forlader hallen, observerer Marlene Fleischer de tos positur og giver duoen et velmenende råd med på vejen ud ad døren:
- Ret jer op, ikke? Og tusinde tak.