Skal sociale medier forbydes for alle under 18 år? Se, hvad de unge selv mener
Den københavnske læge og forfatter Imran Rashid har sammen med tre psykologer lavet et borgerforslag om, at sociale medier skal gøres forbudte for børn og unge under 18 år. Men hvad mener de unge egentlig selv om den idé?
Selvom eleverne på Frederiksberg HF ikke må bruge deres mobiltelefoner i timerne, så bruger flere af dem alligevel timevis på de sociale medier hver dag.
Helt op imod fem timer dagligt, fortæller nogle af de elever, TV 2 Kosmopol har talt med.
Og det er et problem, mener den københavnske læge og forfatter Imran Rashid.
- Vi vil gerne have, at barndommen og ungdommen ikke er inficeret af kommercielle algoritmer, der skaber negative konsekvenser for børn og unge, siger han til TV 2 Kosmopol.
Derfor har han sammen med tre psykologer lavet et borgerforslag, hvor de sammen foreslår, at sociale medier skal forbydes for børn og unge under 18 år.
På kun lidt over en uge har forslaget fået tæt på 11.000 underskrifter.
Men blandt de unge selv er der ikke stor opbakning til idéen om et forbud mod sociale medier.
Man er vel lidt afhængig
Selvom flere af de unge ikke virker videre positivt stemt overfor et forbud, så kan de godt se, at de måske bruger de sociale medier mere, end godt er.
- Jeg føler selv, jeg godt kan blive lidt fanget i det. Det kan være svært at gå i gang med noget andet, når først man har sat sig med TikTok, siger Kamille Klewe på 16 år, hvorefter hendes veninde, Lærke Sørensen, supplerer:
- Man føler sig jo godt underholdt, selvom man måske egentlig er lidt træt af det.
Også deres klassekammerat erkender, at det kan være svært at bevare kontrollen over de sociale medier.
- Man er vel lidt afhængig af det. Det er blevet en stor del af ens hverdag. Jeg tror, det ville være svært ikke at kunne bruge sociale medier mere, siger 16-årige Simon Pickel.
De sociale medier har også gode sider
På trods af at apps som TikTok, Snapchat og Instagram stjæler en stor del af de unges tid, så mener de ikke, et forbud er vejen frem.
- Personligt synes jeg ikke, det er en specielt god idé. Jeg synes, 18 år er for høj en aldersgrænse. Som det er nu, tror jeg, man skal være 13 år for at oprette en profil mange steder, og det synes jeg egentlig er fint, siger Kamilla Klewe.
Derudover påpeger de også, at de bruger de sociale medier til meget andet end blot at scrolle gennem endeløse videoer, af alt fra folk der falder over en kantsten, til folk der danser, som var der ingen dag i morgen.
- De sociale medier har jo også en masse gode sider. Vi bruger dem jo også til at kommunikere med venner og familie og til at planlægge ting, siger Simon Axel Højby Pickel.