Studerende indsamler 50 millioner kroner og rykker ind på gammel politistation
Frederiksbergs gamle politistation er blevet tranformeret til verdens første studenterdrevne innovationshus.
Fredag var det planen, at op mod 700 mennesker skulle have indviet det nye studenterdrevne innovationshus, Station, på Frederiksberg.
Men på grund af coronakrisen har kun få fået adgang, mens resten har fulgt med virtuelt i form af live-streamet paneldebatter.
TV 2 Lorry var dog heldige at få en kort rundtur i innovationshuset.
- Vores café skal være et offentligt rum, hvor alle må komme ind. Hvis de studerende har nogle gode idéer kan de få lov til at prøve dem af i køkkenet, siger Luna Stæhr Andersen, der er frivillig i Station.
Foto: TV 2 Kosmopol
Det er fem studerende fra Copenhagen Business School, som selv har søgt fonde og indsamlet de 52,5 millioner kroner, som det har kostet at ombygge den 3700 kvadratmeter store gamle politistation.
Huset skal inspirere studerende på tværs af uddannelser og give dem mulighed for at omsætte deres ideer og på den måde bidrage til at skabe en positiv forandring i samfundet.
- I det, der hedder lejligheden, kan studerende, hvis de skal arbejde intensivt med noget i et bare dage, egentlig overnattte, hvis det er det, de har lyst til, siger siger Luna Stæhr Andersen.
Foto: TV 2 Kosmopol
Et sted for alle studerende på tværs af studie
Foruden café og lejlighed rummer innovationshuset også de gamle fængselsceller, mødelokaler og et yogacenter.
Direktør og medstifter i innovationshuset, Maria Flora Andersen, fortæller, at bagrunden for Station er, at vi i Danmark har et silo-opdelt uddannelsessystem, som hun kalder det.
Det betyder, at man som studerende typisk studerer i tre til fem år med en masse andre, som har mere eller mindre de samme kompetencer og den sammen viden som en selv.
- Med Station får vi for første gang et sted for alle de studerende i Danmark, der kan komme og samarbejde og skabe nye løsninger på problemer og udfordringer, siger Maria Flora Andersen