Tiltalt for at filme afklædte børn: Nu reagerer kommunen
Frederiksberg Kommune tager sag meget alvorligt, efter en tidligere ansat i kommunen blandt andet er tiltalt for at tage ulovlige billeder af børn.
Frederiksberg Kommune kommenterer nu på sagen om en nu tidligere skoleansat, der er tiltalt for at have taget flere billeder og optaget video af afklædte børn.
Efter TV 2 Kosmopol har skrevet om sagen torsdag, reagerer Frederiksberg Kommune, hvor den tiltalte tidligere har været ansat.
- Vi tager sagen meget alvorligt, og vi har blandt andet afholdt orienteringsmøder for alle skolens forældre og stillet psykologfaglig rådgivning til rådighed for de direkte berørte såvel som for skolens øvrige børn og deres forældre, skriver skolechef hos Frederiksberg Kommune, René Rasmussen Sjøholm, i et svar til TV 2 Kosmopol.
Frederiksberg Kommune blev kontaktet af politiet sidste efterår i forbindelse med efterforskningen af den tidligere medarbejder.
Derudover har kommunens skolechef ikke mange flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
- I Frederiksberg Kommune har vi ikke kendskab til øvrige anklager i sagen, og da der er tale om en igangværende politisag med navneforbud, må jeg henvise yderligere spørgsmål til Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser skolechef René Rasmussen Sjøholm.
Tiltalt for voldtægt af etårigt barn
Sagen drejer sig om en tidligere skoleansat i Frederiksberg Kommune. Han er tiltalt for at have filmet flere afklædte, mindreårige børn i svømmehaller på Frederiksberg, ligesom manden er tiltalt for at have taget billeder af dem over en periode på over tre år.
Udover de forhold er han også tiltalt for at have voldtaget et etårigt barn ved andet seksuelt forhold end samleje samt at have været i besiddelse af mere end 88.000 fotografier og 3.700 videoer af seksuelt materiale af personer under 18 år.
Det fremgår af et anklageskrift, som TV 2 Kosmopol har fået aktindsigt i.
Optagelser sket i omklædningsrum
Ifølge anklageskriftet mod manden var fem af børnene mellem ni og 11 år gamle, da de ifølge anklagemyndigheden blev udsat for den blufærdighedskrænkende opførsel. Det er i alle disse tilfælde sket i samme svømmehal på Frederiksberg.
Optagelserne skal være sket i en række omklædningsrum og baderum ved forskellige svømmehaller på et ukendt tidspunkt mellem den 1. januar 2020 og 30. august 2023.
Smartphones, tablets, computere og kamera er ikke tilladt i svømmehaller. Samtidig er fotografering heller ikke tilladt i hverken svømmehaller eller omklædningsrum.
Det fremgår af Hovedstadens Svømmeklubs hjemmeside.
TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Hovedstadens Svømmeklub, der har over 11.500 medlemmer og underviser i en række svømmehaller.
Her fortæller klubdirektør Lars Sørensen, at Hovedstadens Svømmeklub ikke har kendskab til sagen, ligesom man heller ikke har nogen kommentarer til den.
Sagen begynder i Retten i Roskilde i slutningen af maj.