Endnu et drab rammer Frederikssund: "Jeg bliver vred over, det kan ske igen”

I påsken mistede en 42-årig mand livet, efter han blev overfaldet i Frederikssunds natteliv. Det er andet overfald med dødelig udgang på et år, der rammer byen, og det får byrådspolitiker til at reagere.

En 42-årig mand har mistet livet, efter han lørdag nat blev overfaldet i Frederikssund.

Overfaldet skete cirka klokken 01.55 natten til søndag ud for Spar 5 Bodega i Havnegade i Frederikssund. Nordsjællands Politi har endnu ikke anholdt nogen i sagen, men efterlyser vidner til episoden.

Den tragiske hændelse i påsken er dermed det andet dødsfald efter et voldeligt overfald i Frederikssunds natteliv på bare et år. I marts sidste år blev den 52-årige familiefar Kim Hansen overfaldet af to 17-årige drenge, der slog og sparkede ham med døden til følge.

To dødsfald på et år kalder på handling, lyder kritikken fra Inge Messerschmidt (DF) fra Frederikssund byråd:

- Jeg bliver vred over, at det kan ske i Frederikssund igen, og så bliver jeg vred over den lethed, de overfald bliver taget med af andre i byrådet, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Hun efterlyser, at byen får etableret en nærpolitistation samt får sat mere overvågning op i gågaden.

Tror du, at det ville have afværget den tragiske hændelse i påsken?

- En nærpolitistation gør, at der er flere betjente, der patruljerer rundt i byen, og som kender de personer og steder, der skal holdes ekstra øje med. Om det direkte kan afværge, at der sker noget igen, det ved jeg ikke, siger Inge Messerschmidt.

De to overfald med dødelig udgang skete nær byens centrum inden for gåafstand på ti minutter fra hinanden.

Borgmester afviser kritik

Efter det brutale overfald på Kim Hansen i marts sidste år siden samlede 2.500 borgere fra Frederikssund sig i et fakkeltog til ære for den dræbte.

Udover at ryste lokalbefolkningen så satte det også i gang i en selvransagelse blandt kommunens politikere. Der blev indkaldt til borgermøde, og der blev lovet at se på indsatser, der skulle forebygge kriminalitet og skabe trygheden i stationsbyen.

Og nu giver den nye drabssag fra weekenden anledning til, at debatten blusser op igen.

- Det er en meget tragisk sag, som vi skal have klarlagt, siger borgmester Tina Tving Stauning (S) til TV 2 Kosmopol.

Kritikken om, at Frederikssund bør få en nærpolitistation, giver borgmesteren ikke meget for:

- Jeg mener, det er en landspolitisk dagsorden om nærpolitistationer, som bliver fremført af Inge Messerschmidt, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Borgmesteren fremhæver, at Nordsjællands Politis Station Vest er placeret i Frederikssund, samt at der er to faste betjente i kommunen:

- Vi har 36 politifolk, der har arbejdsplads på politistationen i Frederikssund, og derudover har vi to lokale betjente, der er helt faste i vores kommune. Så jeg er meget tryg ved politiets indsats, lyder det fra Tina Tving Stauning.

Mere overvågning 

Tilbage i marts oplyste Nordsjællands Politi, at politikredsen havde vurderet, at der var behov for at opsætte overvågningskameraer på udvalgte steder - heriblandt ved stationen og Sillebroen. Kameraer, der nu er sat op.

- Nu ved vi ikke, om de to sager kan kobles, men der har været øget overvågning i Frederikssund, og det var en direkte udløber af den hændelse fra sidste år, siger Tina Tving Stauning.

To overfald i nattelivet, der er endt med dødsfald. Er der grund til at være utryg, hvis man er borger der vil gå i byen i Frederikssund?

- Jeg er ikke utryg i Frederikssund, men samtidig skal man anerkende, hvis folk er utrygge. Man skal snakke om, hvad består tryghed i – er det overvågning eller andre indsatser?

- Vi har et værtshusmiljø, der eksisterer godt side om side med andre erhvervsdrivende. Der er ikke generelt ballade på vores værtshuse – det følger jeg tæt i bevillingsnævnet, siger borgmesteren

Så selvom der er sket to dødsfald på et år, er det for tidligt at se på, om der bør sættes ind med yderligere tiltag, mener Tina Tving Stauning.

- Vi må afvente efterforskningen og vide mere om, hvad der er sket, før jeg kan sige noget om, vi bør se på yderligere tiltag. 

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Nordsjællands Politi, der ikke har ønsket at oplyse yderligere om sagen for nuværende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik