Kronprinsesse Marys Bro får topmoderne betalingssystem
Når bilisterne kører over Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund fra den 30. september, bliver det med et uprøvet betalingssystem på dansk jord.
Hvis man er en af dem, som i fremtiden har planer om at krydse Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund, eller bare godt kan lide moderne teknologi, så bør man læse videre her.
For det bliver uden bomme, stop og pungen op af lommen, når lastbiler, biler og motorcykler skal passere den nye fjordforbindelse over Roskilde Fjord.
Et topmoderne betalingssystem, som tilmed er Danmarks første, kan læse trafikanternes nummerplade, hvis man er tilmeldt betalingssystemet. Det kaldes et såkaldt free flow-system. Alternativt kan man bruge en klassisk brobizz.
- Vi er stolte over snart at kunne præsentere danskerne for landets første free flow-betalingsanlæg. Det betyder, at trafikken kan glide nemt hen over Kronprinsesse Marys Bro. Den samme teknologi bruges allerede på veje og broer i vores nabolande Norge og Sverige, siger Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund i en pressemeddelelse.
Registrering eller brobizz
De privatpersoner og virksomheder, som kommer til køre på Kronprinsesse Marys Bro jævnligt, kan registrere deres nummerplade hos Fjordforbindelsen Frederikssund på www.fjordpay.dk, og så vil betalingen ske automatisk.
Hvis man har et bizz-abonnement i forevejen, sendes registreringen af turen videre til det selskab, som trafikanten har sit abonnement hos, eksempelvis selskabet BroBizz A/S, der så vil opkræve beløbet for passagen af broen.
Har man hverken registreret sit køretøj eller ikke har en brobizz, så kan man betale for enkeltture på fjordforbindelsens hjemmeside, hvilket koster en ekstra krone pr. tur.
Har man ikke betalt sin tur inden for fem dage, modtager man endnu en opkrævning med et ekstra gebyr.
- Det er nemt og bekvemt for trafikanter at være registreret bruger hos Fjordforbindelsen Frederikssund. Og jeg vil derfor gerne opfordre trafikanterne til at tilmelde deres nummerplade gratis på fjordpay.dk, hvis man ønsker en lokal aftale hos Fjordforbindelsen. Ønsker man at bruge sin bizz, skal man ikke foretage sig andet end at sætte den i forruden, siger Leif Tullberg.
3D-scaning af biler
Betalingsanlægget på Kronprinsesse Marys Bro består af to master på motortrafikvejen i Hornsherred.
De er begge to udstyret med kameraer, som sørger for at beregne den rette pris for turen, mens køretøjet passerer.
Prisen beregnes på en baggrund af en 3D-scanning af køretøjets højde, bredde og længde. Andre kameraer sørger for at aflæse køretøjets nummerplade, så trafikanten med et nummerpladeabonnement betaler via dette.
Brobizzerne bliver aflæst af en antenne, hvis køretøjet har sådan en placeret i forruden.
Det vil koste 14 kroner for køretøjer på og under 3500 kilo, og 41 kroner for køretøjer over 3500 kilo at kryde Kronprisesse Marys Bro. For motorcykler er broen gratis.
Folketinget har vedtaget et pendlerfradrag på 12 kroner, som kan benyttes af pendlere med mere end 12 kilometer mellem bopal og arbejdssted.
Fakta om free flow-anlægget
• BroBizz Operatør A/S etablerer og skal drive det nye betalingsanlæg og stå for den daglige kundeservice.
• Betalingsanlægget vil være videoovervåget og fjernbetjent fra Sund & Bælts døgnbemandede kontrolrum i Halskov.
• Når Kronprinsesse Marys Bro indvies, forventer selskabet Fjordforbindelsen Frederikssund, der står for opførelsen af den nye bro, efter et års tid en daglig trafik på ca. 12.000 køretøjer.
• Fjordforbindelsen Frederikssund bliver en statsvej.
Kilde: Fjordforbindelsen Frederikssund