Oversigt

Seneste nyt

FCN-træner føler sig bortdømt i pokalexit

FC Nordsjælland-træner Jens Fønsskov mener, at en forkert dommerkendelse fravristede hans hold en plads i pokalturneringens kvartfinaler.

Det siger han til bold.dk, efter at superligamandskabet onsdag røg ud af turneringen som følge af et nederlag i straffesparkskonkurrence til 3.-divisionsklubben Brabrand.

De nordsjællandske gæster troede, at de var avanceret efter en straffesparksredning af William Lykke, men dommeren dømte omspark, fordi den unge målmand forlod stregen før tid. Det matcher dog ikke tv-billedernes gengivelse af situationen, mener FCN-træneren.

- Dommeren sagde, at William forlod stregen for tidligt, men vi har desværre lige set på billederne, at det ikke var tilfældet. Det blev selvfølgelig kampafgørende.

- Der var også Marxens mål (i den forlængede spilletid, red.), hvor der blev vinket offside, og den var selvfølgelig svær at se. Men der var nogle situationer, der kunne have haft et andet udfald, og så havde kampen nok også haft det, siger Jens Fønsskov Olsen til bold.dk.

Fodboldmediet har været i kontakt med dommer Lasse Graagaard, der ikke ønsker at kommentere situationen i straffesparkskonkurrencen i Brabrand.