Oversigt

Seneste nyt

Badning ved populært havbad frarådes på fjerde måned

Siden den 10. august har badning og vandsport været frarådet ved Skovshoved Havbad i Gentofte Kommune. Det skyldes en lækage på en spildevandsledning.

Lækagen har givet forhøjede værdier af bakterier i badevandet, men selvom det er lykkedes at kortlægge kilden, frarådes badning og vandsport fortsat.

Det oplyser Gentofte Kommune

- Kommunens forsyningsselskab Novafos arbejder på højtryk for, at reparation af spildevandsledningen kan udføres snarest muligt. Der er tale om kompliceret arbejde, da alt foregår under vand og beton, oplyser kommunen. 

Men selvom reparationsarbejdet har været i gang siden uge 37, så tyder meget på, at brugerne af havbadet fortsat skal væbne sig med tålmodighed. 

- Så snart Novafos har resultaterne fra undersøgelserne, kan vi komme med en nærmere vurdering af, hvor lang tid selve reparationsarbejderne kommer til at tage.

- Den foreløbige vurdering er, at reparationen som minimum kommer til at vare fire uger. Dette forudsat, at omfanget og kompleksiteten af lækagen ikke er stor. Dertil kan vejrforhold spille en rolle i forhold til varigheden af reparationsarbejderne, lyder det fra kommunen.