Legendarisk spillested sikret med finanslov
Finanslovsaftalen får spillestedet Jazzhus Montmartre til at ånde lettet.
x
- Jeg kan slet ikke få armene ned.
Sådan lyder det fredag fra Michael Christiansen, der er bestyrelsesleder af spillestedet Jazzhus Montmartre.
Få timer tidligere har han fået at vide, at det lukningstruede spillested er blevet tildelt en million kroner på finanslovsaftalen for 2025.
Og selvom en million måske kan lyde som et mindre beløb i den store finansaftale, så er det afgørende penge for det historiske spillested.
- Vi er fuldstændig sikret langt ind i 2026 nu, fastslår Michael Christiansen og fortsætter:
- Nu kan vi fortsætte med vores strategi om at have internationale stjerner sammen med danske musikere. Det er en langt dyrere ambition, men en mulighed nu.
Skabte ramaskrig i musikmiljøet
Som TV 2 Kosmopol tidligere har beskrevet stod spillestedet tidligere i til at lukke på grund af økonomiske vanskeligheder, efter der var blevet forbigået ved uddelingen af statslige puljemidler til spillesteder.
Det førte til ramaskrig blandt dele af musikmiljøet, eftersom Montmartre siden 1959 har været en af landets fremmeste jazzscener og har huset store kunstnere som Ben Webster og Dexter Gordon.
Efterfølgende har Jazzhus Montmartre fået flere økonomisk rygstød.
Først besluttede et samlet politisk flertal - med kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M), i spidsen - at tildele en særlig bevilling til spillestedet på en million kroner.
Dette var betinget af, at Københavns Kommune ligeledes ville øge den årlige bevilling til Jazzhouse Montmartre til 1,5 millioner kroner. Dette beløb blev afsat af et enigt kultur- og fritidsudvalg i september.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Med dagens finanslovsaftale får spillestedet tildelt yderligere en million kroner.
Jazzhus Montmartre har været lukket på grund af renovering. Stedet står til at genåbne den 28. november og kan allerede nu melde om mange udsolgte koncerter.