Bøderegn over beskidte spisesteder på Bakken - nu har direktør fået nok
Flere af forlystelsesparkens spisesteder er kommet i uføre hos fødevaremyndighederne. Nu vil Bakkens direktør gribe ind over for ejerne.
Et besøg på Bakken er for mange forbundet med sus og kilden i maven.
Men da Fødevarestyrelsen den 20. august var på kontrolbesøg på tre af forlystelsesparkens spisesteder, konstaterede de, at rengøringen var så dårlig, at der var risiko for, at maden i værste fald kunne give gæsterne ondt i maven.
Det førte til bøder og sure smileys til 'Pandekagehuset', 'Cæsars Palads' og den kendte burgerbar 'Oscars Bøf Bar og Fish & Chips'.
Ved kontrolbesøget på Pandekagehuset gav Fødevarestyrelen en bøde på 5.000 kroner, fordi spisestedet ikke havde fulgt op på en såkaldt indskærpelse – det samme som en advarsel – fra et tidligere kontrolbesøg.
- Isterningmaskine fremstår ikke ren. Der er ru belægninger på låg, og ved indføringsbakker er der belægninger. Pålægsmaskine fremstår snavset og med indtørrede madrester. Røremaskine fremstår beskidt og med spindelvæv, skriver Fødevarestyrelsen i deres kontrolrapport.
- Væg i produktion ved radiator fremstår med spild af madrester af ældre dato. Ved ovn og under tungt inventar er der snavset af ældre dato og edderkoppespind, under beholder af fødevarer er der ligeledes beskidt af ældre dato. Gulv ved opvaskemaskine og gulv på lager med kølerum er beskidt. Udsugning over pandekagepander fremstår fedtet og støvet, står der yderligere i kontrolrapporten.
Mug, krummer og døde insekter
På Cæsars Palads, som sælger italiensk mad, udløste rengøringen også dumpekarakter, hvilket koster stedet en bøde på 10.000 kroner.
- Kølemontre ved indgang med kager fremstår med gamle indtørrede krummer, samtidig er der enkelte steder, hvor der ligger vand med plamager af kagerester. Køleskab i fordelingsgang er slukket, og disse fremstår beskidte og lugter af mug.
- Den ene opvaskemaskine fremstår med lyserøde belægninger i hjørner i låget og på bagvæggen, den anden opvaskemaskine fremstår med grå belægninger. Propellen i virksomhedens store kølerum fremstår støvet. Gummilister i låger under kølebord fremstår med sorte belægninger. Virksomheden havde følgende bemærkninger: 'Det kan vi godt se, vi gør det rent', står der i kontrolrapporten.
Den største bøde tilfaldt Oscars Bøf Bar og Fish & Chips, der også tidligere på sommeren fik en bøde og en sur smiley for dårlig rengøring. Ejeren skal derfor nu betale en bøde på 15.000 kroner.
- Beholder til plastik service fremstår indvendig beskidt af krummer og med hår. Lamper i ovnrum fremstår med gammel brun snavs, og inde i lampeskærm ligger døde insekter. Lampeudtag i bøfområde fremstår ligeledes med brun fedt, står der blandt andet i kontrolrapporten.
Risiko for diarré og opkast
Jakob Munkhøj Nielsen, der er chef for afdelingen Fødevare København under Fødevarestyrelsen, forklarer bøderne med, at dårlig rengøring i værste fald kan gøre forbrugerne syge.
- Lokaler, hvor der findes fødevarer, skal derfor holdes rene, og det samme skal udstyr og tilbehør, som kommer i berøring med fødevarerne.
- Det skal ske, så man undgår en forurening til fødevarerne, og folk dermed ikke risikerer at blive syge af maden, der serveres. De fødevarebårne sygdomme giver normalt diarré og opkast, siger Jakob Munkhøj Nielsen til TV 2 Lorry.
Bakkens direktør beklager
Alle tre spisesteder er drevet af selvstændige erhvervsdrivende. Her ønsker ingen af ejerne at kommentere Fødevarestyrelsens fund.
Spørger man Bakkens direktør, Nils-Erik Winther, så er han på ingen måde tilfreds.
- Det er beklageligt, og vi er kede af, at rammerne ikke har været i top. Alle vores teltholdere skal selvfølgelig efterleve alle myndighedskrav, og det kommer vi til at følge op på med det samme, siger han i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.
Der findes i alt 46 spisesteder på Bakken, hvoraf 26 er restauranter og 20 er enten caféer eller fastfoodsteder.