Kunder slår ring om Irma i Charlottenlund: "Irma er en familie og en følelse"
Et stort antal borgere slog lørdag ved middagstid ring om Irma på Ordrupvej i Charlottenlund.
Det skete som en demonstration mod, at Coop i denne uge har besluttet at lukke alle landets Irma-butikker.
Den 40-årige folkeskolelærer Sasja Louise Thing har arrangeret begivenheden og siger til TV 2 Kosmopol, at hun er meget overrasket over, hvor mange der havde valgt at møde op.
- Jeg står med en glædesfølelse. Der er kommet så mange, der vil bevare Irma og viser sympati med de ansatte.
- Irma er lig med barndomsminder, god service, økologi og frontkæmpere for dyrevelfærd. Irma er heller ikke bare en butik - Irma er en familie og en følelse, siger Sasja Louise Thing til TV 2 Kosmopol.
Omkring 2-300 borgere var lørdag til stede ved Irma i Charlottenlund, vurderer TV 2 Kosmopol. Nogle havde taget turen fra Rødovre, fortalte de til TV 2 Kosmopol.
En stor del af dem var ældre, og inden de slog ring om butikken for at vise deres støtte fik flere udleveret både sørgebind og kaffe i papkrus, mens de hørte på taler.
Meldingen fra Coop om, at Irma lukker efter mere end 136 år, har medført stærke reaktioner blandt kunder og medarbejdere i den forgangne uge.
Facebook-gruppen ”Bevar Irma” blev oprettet tirsdag. Den har i skrivende stund over 13.000 medlemmer.
Oprøret stopper ikke her. Vinder af Masterchef i 2015 og vin- og madanmelder Anders Halskov-Jensen har således oprettet en underskriftindsamling, der hedder ”Bevar Irma”. Over 5.800 personer har indtil videre skrevet under.
Indtil videre står Irma-butikkerne til enten at lukke eller få nyt navn fra 1. april. Af de 65 butikker - hvoraf alle pånær én ligger i TV 2 Kosmopols sendeområde - konverteres de ni største til den nye kæde 'Coop', 28 bliver til 365discount og de 11 mindste bliver til Super Brugsen. De resterende 17 lukker helt.
Det skyldes, at Irma i en årrække har haft underskud. Irmas produkter vil dog fortsat være at finde som et landsdækkende mærke, hvor en række unikke Irma-varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkeder.
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Kosmopol