Ny ungdomstrend skaber kæmpe huller på badestrande: Det er "festlige drengestreger"
Mandag aften mødtes en stor gruppe teenagere og gravede et hul i sandet på Bellevue Strand.
En ny trend spreder sig som ringe i vandet på det sociale medie TikTok - og nu er den også kommet til Danmark.
Trenden går i al sin enkelthed ud på at grave et stort hul i sandet på en strand.
Og det var lige nøjagtigt, hvad en gruppe på omkring 30 teenagere - mestendels unge knægte - gjorde mandag aften.
De var mødt op, efter at Hector Foss på sin TikTok-profil for en uge siden opfordrede drenge til at møde op på Klampenborg Station med skovle og spader - for at grave et kæmpe hul på den nærliggende Bellevue Strand.
- Det startede som en joke på en lejrskole for to måneder siden med nogle venner, hvor vi lavede et kæmpe bål, fortæller han til TV 2 Lorry.
Det, syntes de, var meget mandigt. Derefter gik snakken på, hvad der er rigtig mandigt at gøre. Hvad ville B. S. Christiansen gøre?
- Han vil grave et hul, men ikke bare et hul. Han ville grave et stort hul, forklarer Hector Foss og fortsætter:
- Så lavede jeg TikTok'en i en brandert uden at ane, hvad der ville komme ud af det. Det gik lidt amok derefter, siger Hector Foss, der heller ikke lægger skjul på, at lignende TikTok-videoer fra udlandet inspirerede ham:
- Vi syntes, det var mega-sjovt, og så tænkte jeg; hvorfor skal det kun være på TikTok, lad os gøre det i virkeligheden.
- Skulle bare grave det hul
To af dem, der var med til at grave hullet, var Anton Ørsted von Voss og Oskar Melchiorsen Gajhede. De havde ingen anelse om, hvor mange, der ville dukke op. Eller om de ville være de eneste to. Alligevel havde de taget en beslutning hjemmefra, siger Anton Ørsted von Voss til TV 2 Lorry.
- Om der kommer nogen eller ej, skulle vi bare grave det hul.
Klokken 15 ankom de to venner til Klampenborg Station, og det skulle vise sig, at de ikke var de eneste. I samlet flok gik de ned på Bellevue Strand og fandt et område cirka 500 meter fra stationen.
Og så greb de ellers skovle og spader og gik i gang. Anton skyder på, at de arbejdede i fem timer, og de fortsatte, selvom der var dårligt vejr.
- Det var hyggeligt. Alle arbejdede, drak nogle øl og hoppede i vandet, fortæller han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Meha Karimi
Bademesteren tilkaldt
Undervejs var der mange nysgerrige blikke fra folk, der gik forbi, og en af strandgæsterne hev fat i bademesteren på Bellevue, John Allan Holm.
- Jeg blev gjort opmærksom på, at der stod 30 mænd og gravede et hul. Det måtte jeg simpelthen ned og se. Jeg talte med dem, og de havde vist fået nogle stærke forfriskninger. De fortalte godt, at det var en udfordring fra et socialt medie.
Bademesteren lod de unge fortsætte deres udfordring med en formaning om at dække hullet til, når de var færdige.
- Men det har de nok glemt, konstaterer John Allan Holm smågrinende.
Hvad er TikTok?
TikTok er et socialt netværk, hvor brugere kan dele korte videoer med sang-efterligning, humor, dans eller de kan vise deres talenter.
Han understreger samtidigt, at hullet ikke udgør nogen fare for strandgæsterne.
- Alt det sand, de har gravet op, gør, at der er en form for voldgrav rundt om, så man ikke bare falder ned i hullet eller forsvinder ned i et hul. Hvis det havde været tilfældet, havde jeg fået dækket det til med det samme.
- Jeg har givet dem resten af dagen til at dække til. Hvis ikke det sker, får jeg en gummiged til at dække hullet til med sand.
Flere huller på vej
John Allan Holm kalder det "festlige drengestreger" og slår samtidig fast, at de har ikke bragt andre mennesker i fare, været til gene for andre eller har ødelagt noget.
Hvad vil der ske næste gang, der står 30 drenge og vil grave et kæmpe hul på Bellevue Strand?
- Jeg tror nok, jeg vil skrue bissen en anelse mere på eller bede dem dække det til med det samme. For stranden skal også være tilgængelig for andre end dem. Og opstår der en diskussion ud fra det, så har vi myndigheder, der kan ordne sådan nogle ting, siger han og kommer med en opfordring til andre unge, der måtte få samme idé:
- Bring det i orden efterfølgende.
Foreholdt den opfordring lyder det fra Hector Foss, at han var smuttet, da bademesteren mødtes med drengene. Han er dog klar til at give en hjælpende hånd, hvis der er brug for det.
- Det kan godt være, vi skal ud og kigge på det igen. Det er klart, at hvis John Allan har brug for nogle drenge, så kan det være, vi tager derud, når vi har set "Minions", siger han med henvisning til en anden TikTok-trend.
Den går ud på at møde op i biografen sit stiveste puds og så ellers huje og heje under filmen 'Minions: Historien om Gru'.
En trend, der allerede har fået biograferne i England og USA til af afvise teenagere i jakkesæt, fordi de får klager fra de andre biografgængere, der ikke er med på 'udfordringen'.
Hvad angår Anton og Oskar, så er de langt fra færdige med at grave store huller på de danske strande. De har allerede aftalt at grave et hul på Amager Strand 25. juli, og senere på sommeren har de planer om lignende ture til Hornbæk- og Espergærde Strand.