Oversigt

Seneste nyt

Politi efterforsker seksuelle krænkelser mod elever på folkeskole

En tidligere medarbejder er blevet politianmeldt af Gentofte Kommune efter en folkeskoleelev har fortalt om oplevelser med seksuelle krænkelser.

Det skriver Sjællandske Medier.

Kommunen hørte første gang om en oplevelse af seksuel krænkelse mod en elev på Bakkegårdsskolen i 2017.

Eleven blev ifølge vedkommende selv krænket af en medarbejder, som var ansat i indskoling og GFO. I forbindelse med sagen blev politiet involveret, og medarbejderen har ikke været på skolen siden.

Men nu, syv år senere, dukker flere historier om seksuelle krænkelser begået af medarbejdere op. Medarbejderen har været ansat på Bakkegårdsskolen fra 2010 til 2017, og Gentofte Kommune har nu valgt at politianmelde den tidligere medarbejder.

I forbindelse med sagen har forældre til elever i udskolingen på Bakkegårdsskolen indkaldt til et møde onsdag den 19. juni. Samtidig har tidligere elever samt forældre til tidligere elever, som er under 18 år, modtaget et brev med en invitation til et informationsmøde den 1. juli på Gentofte Rådhus, hvor både Nordsjællands Politi, repræsentanter fra Gentofte Kommune og Bakkegårdsskolen samt Børnehus Hovedstaden vil være til stede, skriver SN.