Skandaleombrust advokathus fjernes fra magtfuld kreds
Advokater fra advokathuset Horten er ikke længere en del af Gældsstyrelsens advokatpanel.
Det bekræfter Gældsstyrelsen over for TV 2. Mediet AdvokatWatch var først til at skrive historien.
Udmeldingen kommer, efter at den tidligere partner i Horten Line Brokholm tidligere i november blev fjernet fra panelet.
Kort forinden havde Berlingske og Fagbladet 3F afdækket, at hun var involveret i en konkurssag, som hendes tidligere kollega Nicolai Dyhr nævner i TV2-dokumentaren 'Den sorte svane'.
I en skriftlig kommentar oplyser Gældsstyrelsen, at "samarbejdet med eksterne advokatfirmaer og deres advokater er baseret på tillid og transparens".
- På den baggrund mener Gældsstyrelsen, at det er hensigtsmæssigt at sætte samarbejdet med alle advokater fra Hortens insolvensafdeling på pause, da der aktuelt ikke er et passende grundlag for, at vi kan have tillid til afdelingens håndtering af sager, lyder det.