Oversigt

Seneste nyt

Wozniacki slår fast: Ingen beslutning om karrierestop

Spekulationerne om Caroline Wozniackis fremtid blussede tirsdag op, da hendes far, Piotr Wozniacki, sagde til Ekstra Bladet, at hun havde truffet en beslutning om sin fremtid på tennisbanen.

Efter OL skal hun spille WTA-turneringen i Cincinnati og US Open, men hun har ikke bestemt sig for, om det skal være hendes sidste i denne omgang.

Det slår hun onsdag fast ved en presseseance i OL-byen.

- Jeg tror det ikke. Jeg ved det ikke. Så langt er jeg ikke nået. Lige nu har jeg fokus på OL. Det er her, mit hoved er lige i øjeblikket.

- Der er ikke taget nogen fast beslutning, siger hun.

Wozniacki har kvalificeret sig til OL som tidligere grand slam-vinder. Vinderen af Australian Open i 2018 har haft sommerlegene i Paris som et af sine store mål, efter at hun sidste år vendte tilbage fra tennispensionen.