19 kommuners klimamål er ikke i fare efter begmand, lover formand - men den kan koste penge
Mandag den 15. maj tabte affaldsselskabet Vestforbrænding et statsligt udbud på otte milliarder til energiselskabet Ørsted. Men det vil ikke påvirke Vestforbrændings 19 ejerkommuner i at indfri 2030 klimamål.
At fange CO2 ud af et forbrændingsanlæg og gemme den belastende luftart i jorden under os er præcis, hvad affaldsselskabet Vestforbrænding i Glostrup drømmer om.
Forbrændingsanlægget er ejet af 19 hovedstadskommuner, og de har i flere år arbejdet sammen på projektet om at tilkoble et såkaldt CO2-fangstanlæg til deres forbrændingsanlæg.
Men mandag fik CO2-piben en anden lyd, da Vestforbrænding tabte et statsligt udbud til konkurrenten Ørsted - og dermed også otte milliarder kroner, der skulle have finansieret det grønne anlæg.
Derfor kan Ørsted komme i gang med CO2-fangst ved Avedøreværket, mens Vestforbrænding altså må udskyde deres projekt.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Disse 19 kommuner ejer Vestforbrænding
Albertslund Kommune
Ballerup Kommune
Brøndby Kommune
Egedal Kommune
Frederikssund Kommune
Furesø Kommune
Gentofte Kommune
Gladsaxe Kommune
Glostrup Kommune
Gribskov Kommune
Halsnæs Kommune
Herlev Kommune
Hillerød Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Ishøj Kommune
Københavns Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Rødovre Kommune
Vallensbæk Kommune
De 19 ejerkommuner har klimamål om at blive CO2-neutrale i 2030 - og her kan CO2-fangst på Vestforbrænding bidrage med adskillige tusinde ton om året.
Men mandagens nyhed om de glippede millarder kommer ifølge bestyrelsesformand for Vestforbrænding og borgmester i Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen (S), ikke til at betyde, at kommunerne får problemer med at nå det mål.
Det her har ingen effekt på ejerkommunernens mål om at blive CO2-neutrale i 2030?
- Nej, det har det ikke.
Det lover du?
- Det er helt sikkert, siger Ole Bondo Christensen til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Kampen om klimamilliarderne
Tidligere har også Amager Ressourcecenter (ARC), der driver Københavns store affaldsforbrændingsanlæg Amager Bakke, været bejler til de mange milliarder.
De kunne dog ikke få finansieringen til at hænge sammen i forhold til at søge puljemidlerne til etableringen af CO2-fangstanlægget.
Det betød, at overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (EL) i Københavns Kommune måtte erkende, at de ikke når kommunens mål om at være CO2-neutrale i 2025.
Et CO2-fangstanlæg af den størrelse er hidtil uset i Danmark. Og teknologien er relativt uprøvet i storskala-format - også rundt omkring i verden.
Idéen med det er at indfange og lagre en del af den skadelige CO2, som bliver udledt fra skorstene på blandt andet kraftværker og forbrændingsanlæg.
Ud over Vestforbrændingen og Ørsted var Aalborg Portland også en overgang en af kandidaterne i udbuddet.
Det er Energistyrelsen, der ad flere omgange uddeler i alt 16 milliarder til etablering af CO2-fangstanlæg.
En af betingelserne fra styrelsens side var, at vinderen af udbuddet skulle have anlægget klar den 1. januar 2026.
Kan blive dyrere for kommunerne
En skæringsdato som nu vil blive udskudt "nogle år", lyder det fra bestyrelsesformand i Vestforbrænding, Ole Bondo Christensen.
- Det sætter projektet tidsmæssigt tilbage. Vi skal nu ud at søge nye puljer og finde ny finansiering, men vi er så langt med projektet, at vi er sikre på, det nok skal blive til noget, siger han.
Hvilke konsekvenser får det for borgerne i jeres 19 ejerkommuner, at I tabte udbuddet?
- Det betyder, at der går lidt længere tid, før vi når i mål med CO2-fangst, og det kan også godt være, at det bliver dyrere, fordi vi nu ikke får det statslige tilskud. Det er det, vi skal ind at regne på: Hvordan kan vi sikre en fornuftigt økonomi i projektet, når nu vi ikke fik del i de her puljemidler. Vi ved der kommer flere puljer og andre finansiering, siger Ole Bondo Christensen.
Men det bliver dyrere for kommunerens pengekasser?
- Det vil jeg alt andet lige tro, at det gør, men der kommer også nye tilskudsmuligheder. Der er også mulighed for at få rabat på de CO2-afgifter, der kommer, når du fanger CO2en, og det er det regnestykke, vi nu skal ind at kigge nærmere på, siger Ole Bondo Christensen.
Vestforbrænding vil alene kunne bidrage med cirka én procent af landets samlede CO2-reduktion ved at opfange over 500.000 ton CO2 om året fra skorstenen i Glostrup, hvis anlægget engang kommer.