Oversigt

Seneste nyt

45-årig idømt forvaring for frihedsberøvelse og flere voldtægter

En 45-årig mand er torsdag ved Retten i Glostrup blevet idømt forvaring for blandt andet voldtægt, frihedsberøvelse og både psykisk og fysisk vold mod i alt tre kvinder.

Det fremgår af et domsresumé fra Retten i Glostrup.

Forbrydelserne fandt sted mellem sommeren 2020 til januar 2023 og blev begået mod kvinder, som manden havde forhold til.

Kvinderne er i dag 26, 40 og 42 år gamle.

Anklagemyndigheden ønskede, at manden skulle idømmes forvaring, og det valgte sagens juridiske dommere at imødekomme.

I den forbindelse lagde retten blandt andet vægt på karakteren og grovheden af sagens forhold, og at manden tidligere er idømt lange fængselsstraffe for blandt andet voldtægt og vold.

Manden nægtede sig skyldig i forholdene om kvinderne og har anket dommen.