Oversigt

Seneste nyt

Her skal borgere være opmærksomme: Torsdag kan du se de grønne Letbanetog i trafikken

Torsdag kan borgere i Glostrup se de grønne Letbanetog i bybilledet.

Det sker i forbindelse med, at testkørslen af Letbanen begynder. Det oplyser Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse. 

Testkørslen foregår på en kortere strækning mellem Hovedstadens Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup og Glostrup Station. 

Det er en stor milepæl, lyder det blandt andet fra borgmester i Glostrup Kommune, Kasper Damsgaard (S).

- Det er fantastisk, at vi er nået så langt, at Glostrups borgere nu kan opleve tog på strækningen. Det har været nogle trafikalt hårde år under byggeriet for alle, men testkørslerne vidner om, at vi nu kan se lyset for enden af tunnelen, siger han. 

Og nu skal lokale borgere så til at vænne sig til - og være særligt opmærksomme i trafikken. 

- Vi ved af erfaring, at der vil være en tilpasningsperiode for både trafikanter og letbaneførere. Som trafikant skal man derfor være særligt opmærksom på at overholde færdselsreglerne og holde øje med det grønne tog, når man færdes på strækningen, siger projektdirektør i Hovedstadens Letbane, Henrik Bendsen.