Mand kørte alt for stærkt i konens bil – nu er den konfiskeret.
Sent lørdag aften og lørdag nat har politiet beslaglagt yderligere to biler efter sager med såkaldt vanvidskørsel.
Både i Glostrup og i København har politiet siden lørdag aften beslaglagt to personbiler som følge af alt for høj fart.
På Erhvervsvej i Glostrup blev en mandlig bilist stoppet i en fartkontrol, da han kørte over 100 km/t i en byzone, oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
- Vi stopper ham klokken 22.34, efter han er blevet målt til at køre 108 km/t på en strækning, hvor den tilladte fartgrænse er 50 km/t. Vi beslaglægger derefter bilen, siger vagtchef Torben Wittendorf.
Det var dog ikke manden selv, der står som ejer af køretøjet. Den er derimod registreret i hans kones navn.
- Sagen bliver nu sendt til en retslig afgørelse, da man som borger har lov til at få prøvet det ved retten, og det har parret bedt om, siger vagtchefen.
Ung mand mistede bil og kørekørt
Natten til søndag foretog Københavns Politi også en beslaglæggelse, da de på Vasbygade stoppede en bil med en ung mand bag rattet.
Bilen blev målt til 146 kilometer i timen i et område, hvor man må køre 60 kilometer i timen, og chaufføren fik inddraget sit kørekort på stedet, oplyser Københavns Politi på Twitter.
De to beslaglæggelser er de seneste i rækken af konfiskerede køretøjer i TV 2 Lorrys sendeområde siden den 31. marts, hvor en ny lov trådte i kraft, der skærper straffen for vanvidskørsel.
Flere biler beslaglagt på få dage
Skærtorsdag blev de første biler beslaglagt af Københavns Vestegns Politi, og siden har både Københavns Politi og Nordsjællands Politi fulgt trop.
Natten til lørdag foretog fik Københavns Politi beslaglagt en motorcykel og en bil, og på Frederikssundsmotorvejen overgik samme skæbne for en bilist fredag aften.
Vanvidskørsel dækker blandt andet over særlig hensynsløs kørsel. Kørsel med en promille på over 2,00 er også vanvidskørsel.
Kørsel med over 200 kilometer i timen eller en hastighed over 100 kilometer i timen med en samtidig overtrædelse af hastighedsgrænsen med mere end 100 procent er også vanvidskørsel.
Når politiet har beslaglagt et køretøj, er det efterfølgende op til retten at afgøre, om beslaglæggelsen er i orden, og om bilen dermed kan konfiskeres.
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder.
Særligt hensynsløs kørsel.
Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 km/t.
Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover,
Spirituskørsel med en promille over 2,00.
Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter færdselsloven – trådt i kraft 31. marts 2021.
Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser - dvs. hvor hastigheden er 200 km/t. eller derover eller mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km/t.
Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi