En nu 19-årig mand er blevet frifundet i forbindelse med sagen om dobbeltdrab og drabsforsøg i Høje-Taastrup sidste år.
Dommen er mandag blevet afsagt ved byretten i Glostrup.
Den 19-årige var tiltalt for at have stukket en 17- og 18-årig teenager ihjel sidste år.
Han har undervejs i retten erkendt, at det var ham, der førte kniven den skæbnesvangre aften i marts sidste år, hvor to jævnaldrende mistede livet.
Han har dog forklaret, at han handlede i nødværge.
Retten har vurderet, at knivstikkene skete i netop nødværge, fordi den 19-årige forinden blev udsat for grov vold.
Under retssagen har den 19-årig forklaret, at han i timerne op til drabet befandt sig med en ven i storcenteret City 2, hvor de trænede i et fitnesscenter.
Efter træningen fulgtes han ud af centeret med sin ven, da de pludselig ser nogle fra en gruppe, som de to dræbte og de fire tiltalte var en del af. Ifølge den 19-åriges forklaring begyndte gruppen herefter at jagte ham.
Det førte til, at han i sidste ende trak en kniv for at dæmpe konflikten og handlede i nødværge.
Retten har i sin afgørelse lagt vægt på, at den 19-årige var "udsat for et uregelmæssigt angreb".
Den 19-årige kendes skyldig i at have båret en ulovlig kniv - i form af gerningsvåbnet - på gerningstidspunktet.
Beboere forsøgte at give førstehjælp
Det var klokken 22.57 den 6. marts sidste år, at politiet modtog det første alarmopkald om knivstikkeriet og rykkede ud til et rækkehuskvarter, der ligger omkring 300 meter fra storcenteret City 2 i Høje-Taastrup.
På stedet konstaterede man, at to teenagedrenge på 17 og 18 år var ramt af et enkelt knivstik hver. De døde efterfølgende af deres skader, selvom beboere i området havde forsøgt at give førstehjælp.
En tredje teenager blev såret af et knivstik i læggen, men overlevede. Han var på intet tidspunkt i livsfare.
Fire andre teenagere har været tiltalt i sagen. De har været tiltalt for - sammen med de to dræbte - at have ligget i baghold ved City 2, indtil den nu drabstiltalte kom ud af storcenteret. De har undervejs nægtet sig skyldige.
Retten mener, at der er tale om en gruppe, der er mere end en "vennegruppe".
Flere af de unge mænd har tidligere været dømt for vold og for at være i besiddelse af knive.
Mandag er de alle fire kendt skyldige i at have udsat den 19-årige for simpel vold på gerningsaftenen.