Skal sikre grundvandet: 47.000 træer plantet i ny folkeskov
I dag blev spaderne sat i jorden til en ny folkeskov ved Greve.
Med god hjælp fra elever fra Karlslunde Skole gik arbejdet i gang med at plante de cirka 47.000 træer, der nogle år frem i tiden vil pryde den nye folkeskov i Greve.
Siden november har både borgere og virksomheder kunnet støtte op om projektet med 20 kroner per træ til skoven, der bliver plantet på statsjord i samarbejde med organisationen Growing Trees Network Foundation.
Selv om skoleeleverne tog godt fat og fik gravet en del huller, så var der alligevel brug for hjælp fra Naturstyrelsens plantemaskine, så man kunne få de tusindvis af træer plantet i jorden.
Lars Heiselberg Vang Jensen er formand Growing Trees Network Foundation, og han forklarer, at folkeskoven får en helt særlig betydning for miljøet fremover.
Godt for miljøet
- Missionen med folkeskoven er, at de plantes over grundvand, så de er med til at beskytte vores drikkevand, samtidig med at det skaber rekreative perler og som opfanger en masse CO2. Så en folkeskov kan rigtig mange ting, og alle kan være med til at gøre en forskel for klima og miljø, siger han til TV 2 Lorry.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Lorry
Og Lars Heiselberg Vang Jensen ser gerne at folkeskovene skyder op flere steder:
- De penge Naturstyrelsen sparer på, at folk og virksomheder betaler for at få de træer plantet her, tager de med, så man hurtigere kan få plantet flere skove. Og vi har brug for rigtig mange skove for at få beskyttet det danske grundvand.
En folkeskov beskytter grundvandet på den måde, at den drives økologisk uden brug af gødning, pesticider eller andre giftstoffer. På den måde er jorden med til at sikre grundvandet i fremtiden, forklarer han.
Skoven i Greve er i øvrigt den første folkeskov i landet, der plantes på statsjord i samarbejde med Naturstyrelsen.