Oversigt

Seneste nyt

Smuglede 1.500 kilo hash i paller: Nu er dommen faldet

En 31-årig mand er i dag ved Retten i Roskilde blev idømt seks års fængsel for smugling af hash.

Den 31-årige har sammen med seks andre indsmuglet ca. 1.500 kg hash fra Marokko via Spanien i forbindelse med import af frugt.

Efterforskningen har afdækket, at hashen ankom med en spansk indregistreret lastbil til Haslev på Sjælland, hvorefter hashen skjult inde i særligt konstruerede paller blev transporteret til Grevinge. Her blev den pakket om og videresendt til en garage i Solrød, der fungerede som organisationens hovedlager.

- Fra lageret fik den 31-årige i flere omgange overdraget flyttekasser med hash, ligesom overdragelserne også skete eksempelvis ved en tankstation i Roskilde samt ved en skole i Vallensbæk. Retten fandt det bevist, at den 31-årige sammenlagt fik overdraget 356 kg hash, skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse. 

- Vi har i sagen her at gøre med kriminelle, der på ganske kreativ vis har forestået indsmugling af meget store mængder hash. Organisationens opbygning med et tilsyneladende legalt importfirma, fjernlager og hovedlager samt anvendelsen af særligt tilpassede paller til at skjule hashen har efter anklagemyndighedens opfattelse været med henblik på at mindske risikoen for at blive opdaget af politiet. Men takket være en solid politiefterforskning blev organisationen afdækket, og jeg er godt tilfreds med, at alle deltagerne i organisationen nu er dømt, siger specialanklager ved NSK, Rasmus von Stamm.

Den 31-årige blev desuden fundet skyldig i at have besiddet i alt 4,5 kg kokain og ca. 150 kg hash i en periode fra august 2020 til januar 2021, hvor han benyttede den krypterede kommunikationsplatform SKY ECC til at kommunikere med en bagmand.

Den dømte blev sammen med seks andre personer – herunder bagmanden - anholdt ved en koordineret aktion den 8. august 2023. Her beslaglagde NSK i alt 670 kg hash på to forskellige adresser.