Stor mystik om fedtet masse ved badestrand: Nu beroliger kommunen
En mørk, fedtet plamage har lagt sig som et bælte langs kysten ved en af badestrandene i Greve Kommune. Nu undrer flere borgere sig over, om det mon har relation til Lynetteholmen.
"Hvad er det for noget sort, grødagtig og ekstrem fedtet masse, som er skyllet i land de sidste dage?"
Sådan lød spørgsmålet fra en facebookbruger i den lokale bygruppe "Det sker i Greve" i fredags.
Greve-borgerne er ikke uvante med, at der af og til lugter fælt fra stranden på grund af fedtemøg. Men i det her tilfælde undrede vedkommende, der lagde opslaget op i gruppen, sig over, om det mon var slam fra anlæggelsen af Lynetteholm, der havde lagt sig som et tæppe ud for stranden lidt syd for Mosede Fort.
Spørgsmålet gav anledning til flere kommentarer fra andre Greve-borgere, og mens de fleste af dem konstaterede, det var et ulækkert syn, så var der også enkelte, der bekræftede brugeren i, at det måtte være slam fra Lynetteholm.
Bortset fra en enkelt bruger.
Slam eller rådne alger?
Han tog sagen i egen hånd og gik en tur ned på stranden for at besigtige den sorte masse. Hans vurdering var, at der er tale om en form for tang, der er gået i forrådnelse.
Når det sker danner det en lignende masse, som også kaldes fedtemøg. Noget, man bestemt ikke er uvant med på de kanter.
Hvad er fedtemøg?
- Brunalger er hovedingrediensen i fedtemøg.
- Algerne gror på tre til otte meters dybde i Køge Bugt, men når algerne har en vis længde, knækker de af og føres med strømme i store måtter ind mod stranden.
- I det stillestående vand i vandkanten begynder algerne at rådne, hvilket giver en ubehagelig lugt af rådne æg. Lugten kommer fra gassen svovlbrinte.
- Fedtemøg er ufarligt for mennesker.
Kilde: Greve Kommune
For at få et klart svar, tog TV 2 Lorry fat i formanden for klima-, teknik,- og miljøudvalget i Greve Kommune, Hans-Jørgen Kirstein (NB).
Til TV 2 Lorry fortalte han, at han godt havde set opslaget, men umiddelbart vidste han ikke, hvad det var. Hans-Jørgen Kirstein var dog tilsyneladende lige så nysgerrig som flere af kommunens borgere, og han besluttede derfor for at forstyrre sin forvaltning denne søndag.
Fedtemøg i Greve
- Sidste år fjernede Greve Kommune 8802 ton. Det er en lille reduktion i mængden fra 2020, hvor det kom op på hele 9.441 ton tang og fedtemøg.
- Der bliver renset fra kommunegrænsen mod Solrød i syd til Spurvevej i nord. Strækningen er 5,7 kilometer lang. Strækningen fra Spurvevej og til kommunegrænsen mod Ishøj bliver renset af Strandparken I/S.
- Kommunen har lavet en aftale med en landmand i Tune, som bruger tang og fedtemøg til gødning på sin mark.
- Maskinen som fjerner fedtemøg fra Greves strande er navngivet ”Fedtegreven”. Den kører i 2022 hver tirsdag og torsdag med mindre medlemmer fra Strandlauget vurderer, at stranden er ren nok.
Kilde: Greve Kommune
Halvanden time senere kunne formanden så fortælle, at det umiddelbart var en lille sag, der var blevet blæst op.
- Forvaltningen har undersøgt billederne, og de siger, det ligner fedtemøg. Det er et generelt problem for området, lyder det.
Ikke farligt
I Greve Kommune anerkender man, at det ikke er den mest optimale løsning at vurdere, hvad det er, der er, ved at kigge på et billede.
- De (forvaltningen, red.) gør det i morgen, at de undersøger sagen nærmere og tager en fysisk prøve for at finde ud af, hvad det er, forklarer Hans-Jørgen Kirstein.
Svaret - det endelige svar - vil kunne læses på kommunens hjemmeside i løbet af næste uge, lover han.
Indtil da vurderer forvaltningen ikke, at der sker nogen skade ved, at man tager sig en dukkert i den fedtede masse, eller for så vidt ser på det i behørig afstand fra strandkanten.
Greve Kommune renser stranden for fedtemøg fra cirka 1. maj til cirka 1. oktober.