Havbiolog Ole Henriksen fra DTU Aqua tager i næste uge på togt med en skipper og to forskerkolleger.
I løbet af en måned skal de blandt andet indfange fisk i de kystnære områder.
Det får dem både forbi Roskilde Fjord, Gilleleje og ned gennem Øresund.
Forskerne skal blandt andet finde ud af, hvor meget mikro-plast, de fisk vi spiser, indeholder.
- Der er ikke så megen forskning på området, fortæller Ole Henriksen til TV 2 Lorry.
Derfor skal de indfange omkring 1000 fisk, som lever på nul til fire meters dybde. Fisk, som de bagefter skal hjem og undersøge for mikroskopiske rester af plastik.
Det sker ved, at man opløser fiskene med kemikalier, så kun plastresterne er tilbage.
Forskerne skal indfange trepiggede hundestejler, som lever helt oppe i vandoverfladen, kutlinger, som lever længere nede i vandet. Og endelig skal de indfange rødspætter, som lever på bunden.
- Vi spiser jo mange rødspætter. Så det er vigtigt at vide, om der for eksempel er mere plast på bunden, siger Ole Henriksen.