Vildt kantarel-år: Sådan finder du dem
Kantarellerne har brillieret i de danske skove i år, og en del af skylden kan tilskrives det særdeles våde år, vi har haft indtil videre. Her er en svampeeksperts gode råd til, hvordan du finder dem.
"På jagt efter guldet".
Normalt tænker man måske, at den sætning handler om en sportspokal - men nu handler det om noget lidt andet.
Svampe.
De store mængder regn har nemlig gjort de danske skove til paradis for kantarellen.
Og onsdag har TV 2 Kosmopol taget Niels Henriksen, som er naturvejleder på Nordsjællands Naturskole, med på svampejagt.
For ud over at være naturvejleder, så er han også svampeekspert. Han ved nemlig lige, hvor de gemmer sig.
- Hvis man finder en gammel stamme, eksempelvis nåletræ, så kan det godt betale sig at gå en tur rundt om den og se, om der stikker noget op, siger han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Kosmopol
Og der er andre gode steder at lede.
- Meget ofte, hvis du nu ser sådan en vold, med mange blade på, så er det et af de steder, hvor man godt kan være heldig at finde den almindelige kantarel i et rimeligt stort antal, siger Niels Henriksen.
Og godt nok blander den gule svamp sig med de tørre blade på jordbunden, men det handler bare om at spotte den første.
- De kan være svære at finde, men når først man finder en, kan man stort set se dem alle vegne, siger han.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Det våde vejr er godt for svampejægere
Men selv i et år, hvor der altså efter sigende er masser af svampe i skovene, har noget ændret sig de seneste dage: Det gode vejr er tilbage.
Og så er vilkårene bare ikke helt så gode, som når sommervejret slår fejl.
- Havde vi været ude for et par uger siden, havde vi fundet masser af svampe. Virkelig mange. Det må jeg sige. Det er manglen på fugtighed, der gør, at de ikke er her i dag, siger Niels Henriksen.
Men når du en dag begiver dig på svampejagt, så er muligheden for en fangst altså bare større, hvis det har regnet.
Herunder kan du få fire gode råd til din egen svampejagt fra naturvejlederen:
Gode råd til din svampejagt:
Vent med jagten til 1-2 dage efter et regnvejr. Svampene trives bedst i et fugtigt klima.
Kig langs stammer på skovbunden
Kantareller er bedst at finde i en løvskov eller en granskov.
LAD VÆRE med at tage svampe med hjem, du ikke kender. Selv om nogle svampe kan se velkendte ud, er det en god idé at lade dem ligge, du er usikker på. Du kan nemlig nemt endte med at tage en svamp med hjem i køkkenet, som kan være livsfarlig at indtage.
God jagt!