Borgmester advarer “dige-turister” før storm: Bliv hjemme
I Halsnæs Kommune gør man sig klar til at modstå de store mængder af vand, der følger i kølvandet på stormen Malik.
Bliv hjemme!
Sådan lyder den klare opfordring fra Halsnæs Kommunes borgmester, Steffen Jensen (S), til de såkaldte “dige-turister”.
“Kommunen kommer med en meget klar og ekstrem vigtig opfordring ift. at man ikke skal være på diget under stormen. Man kan have lyst til at se den imponerede storm, men med “dige-turisme” risikerer man at diget bliver svagere og kan dermed blive brudt - det kan potentielt skabe store oversvømmelser - så undgå alt færdsel på vores dige,” skriver borgmesteren på Facebook.
Stormen Malik rammer Halsnæs Kommune og resten af Nordkysten omkring klokken 17.00 lørdag - og søndag og mandag vil vandstanden stige som følge af den heftige blæst.
Classens Dige ved Frederiksværk skal beskytte mod den forhøjede vandstand, der kan nå op mod 1,9 meter.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Foto: Halsnæs Kommune
Forstærker diget
Lørdag formiddag har kommunen efterset og forstærket diget med sandsække for afværge scenariet fra 2013, hvor stormen Bodil brød diget. Det fortæller Kasper Morthorst, der er leder af Natur og Vej i Halsnæs Kommune.
- Vores opfordring går på, at folk skal holde sig hjemme under stormen. De skal ikke gå ud på diget. Under stormen bliver diget vandmættet, og hvis der kommer tryk på, ved at folk står på det, så risikerer vi, at der kommer brud på diget, siger Kasper Morthorst til TV 2 Lorry.
Derfor har Halsnæs Kommune arbejdet intensivt på at sikre diget lørdag.
- Vi skal sørge for, at diget formår at blive intakt under det stormvejr, der er på vej. Vi ligger sandsække på ydersiden som bølgebrydere og bigbags med vand på toppen. Så sikrer vi, at vandet ikke løber over og ind mod Frederiksværk, siger Kasper Morthorst.
Stormen Malik ventes at presse så meget vand ind i Roskilde Fjord, at vandstanden vil stige markant. DMI varsler lørdag eftermiddag om, at vandstanden kan i løbet af søndagen kan forhøjes med op til 1,9 meter.
Lørdag aften lukker Halsnæs Forsyning for slusen ved Havnevej i Frederiksværk.
Her kan du hente sandsække
Bor du i et risikoområde i Halsnæs Kommune, kan du hente sandsække her:
Sølager Camping, Kulhusevej 2, 3390 Hundested
Natur og Vej, Syrevej 6, 3300 Frederiksværk
Vigtige telefonnumre til borgere i Halsnæs:
Brud på forsyningslinjer til vand og kloak: Halsnæs Forsyning – 4776 0700
Væltede træer på kommunens veje: Natur og Vej – 2463 5034
Oversvømmelser og stormskader på egen matrikel: Kontakt eget forsikringsselskab