Hvad ville der ske, hvis jeg lod bilen stå og gik de 75 kilometer på arbejde?
En gåtur fra mit hus til mit arbejde har forandret mit pendlerliv.
Det er tre år siden, jeg flyttede med min familie fra København til Lynæs.
Op til mormor og morfar. En god skole. Fjorden.
Samtidig gik jeg fra at kunne cykle på arbejde på 25 minutter til at skulle pendle i bil en time hver vej.
Jeg er ikke ret vild med at køre i bil. Jeg frygter ulykker og bilkø. Men sådan er vilkårene, så jeg lytter til podcast, taler i telefon, kører timer hver uge på landevej eller motorvej uden at opleve noget uden for min bilboble.
Andre dage passerer jeg noget, som sætter mine tanker i gang.
Og det er her, dette projekt starter.
For hvad er det egentlig, jeg drøner forbi med 50, 80 eller 110 kilometer i timen?
Et særligt hus, en person der krydser vejen, et håndskrevet skilt.
Hvad er historien bag?
Har du ikke også sådan nogle steder?
En noget anden historie
Så en dag satte jeg tre dage af, pakkede en rygsæk med grej og telt, kyssede min yngste datter farvel ved skolen og gik mod Frederiksberg.
Det tager en time i bil at køre turen fra Lynæs til Frederiksberg. En rute velegnet til at gå, hvor jeg undgår hovedveje og træls trafik, bliver noget længere.
Kort-appen siger mere end 15 timer. En tur på over 75 kilometer.
Og det er uden de afstikkere, jeg er sikker på, at der kommer.
For jeg skal jo ikke bare gå, jeg skal også huske at give mig tid til at stoppe og rent faktisk bliver klogere på, hvad der gemmer sig på min rute.
Jeg håber, at du har lyst til at se med. Det er blevet til en serie i tre afsnit, der har fået titlen 'Fra pendler til eventyrer'. Du kan se det første afsnit herunder:
Hvad jeg lærte undervejs
Jeg er blevet 43. Ikke på turen, altså, men i sommer.
Der er sket noget med min komfortzone, fra jeg var i 20'erne til nu, hvor jeg har rundet 40.
Dengang tomlede jeg uden at blinke eller tænke over de lurende farer.
Jeg var skibums i Val d'Isere, hvor vi stod off piste og spiste turisternes efterladte madrester på de dyre skirestauranter i området, hvor vi ikke havde råd til at købe fritter.
Det kunne jeg ikke finde på i dag. Ad. Hvad kunne der ikke ske? Sprit og sikkerhed.
Så det der med at gå afsted med en rygsæk uden at vide, hvor jeg skulle sove. Det føltes ikke trygt.
Normalt ringer jeg som journalist og laver en aftale med folk, inden jeg dukker op. Her bankede jeg bare på.
Jeg gik ind i Brugsen i Skævinge og spurgte en kvinde, der så nydelig og tillidsvækkende ud, om hun mon kendte nogle med en have, hvor jeg kunne slå mit telt op.
At åbne sin dør for andre
Hun tøvede lidt, kiggede på mig og sagde, at jeg da gerne måtte sove i hendes have.
Jeg endte med at blive inviteret på kylling, salat og pommes hjemme hos dem og fik lov til at sove varmt og godt i deres datters gamle værelse.
Tænkt lige over den venlighed.
Da jeg fik en kop kaffe næste morgen, inden jeg skulle vandre videre, sagde min værtinde noget, som jeg selv vil huske fremover.
Hun var lærer på den lokale folkeskole og skulle over til sine elever, da jeg vinkede farvel.
Hun ville fortælle dem om mig. Og om at åbne sin dør for andre og på den måde få en oplevelse i hverdagen, som man ellers ville gå glip af.
Mine grænser rykkede sig på turen.
For selvom det bare var en gåtur i lokalområdet, fik jeg meget med hjem. Små bidder af folks historier og et håb om, at jeg fremover vil huske at åbne døren, hvis der bliver banket på.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Pendlere: En befolkningsgruppe i vækst
Der er mange af os. Selvom tallene viser, at vi pendlere i hovedstadsområdet rejser markant kortere end i resten af landet.
I Halsnæs, hvor jeg bor, rejser en pendler i gennemsnit 25,5 kilometer om dagen.
I København rejser en pendler i gennemsnit 12,9 kilometer om dagen.
67 procent af alle pendlere rejser, ligesom jeg, med bil.
Jeg har også taget toget - men det tager omkring to timer hver vej, fra jeg forlader mit hus på cykel, tager Lokalbanen til Hillerød, S-toget videre. Så metroen. Det er ikke så ofte.
Kilder: Dansk Industri, Danmarks Statistik, DTU og Dansk Infrastruktur
Pendler med åbne øjne
Jeg har kørt turen mange gange siden. Jeg er stadig ikke udpræget vild med at køre bil.
Men noget er der sket.
Stederne, jeg kører forbi, har fået en fortælling.
Jeg skammer mig lidt over at indrømme det, men før var Kregme ikke rigtig en by oppe i mit hoved. Det var bare nogle rækker af huse, der lå langs Amtsvejen.
Beklager, jeg vidste ikke bedre.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Men nu ved jeg, at der folder sig et helt villakvarter ud mellem vejen og fjorden, og at der i et gammelt hus nær min rute bor en mand, der hedder Egon. Han har fulgt byens udvikling gennem otte årtier, og hans morbror var møller i den mølle, der engang lå i Kregme.
Og når jeg de sidste uger har ræset forbi afkørslen til Bagsværd, tænker jeg på kirketjeneren Helle, der hver dag nyder at arbejde i en verdenskendt arkitekts bygning. Jeg vidste ikke engang, at den lå lige der, klos op af motorvejen.
Så bilturen har ændret karakter.
Nu ved jeg, at der gemmer sig interessante fortællinger lige bag støjværnet.
Det gør der nok også på din rute.
