Cecilie er usynligt syg - får at vide, at hun er doven og uambitiøs

30-årige Cecilie Holm Hildebrandt har både oplevet at få at vide, at hun er doven og uambitiøs.

At hun ikke har lyst til at gå på arbejde og bidrage til samfundet.

Og at hun er alt for ung til at være på førtidspension.

Men det er langt fra virkeligheden, forklarer hun.

Hun har levet et aktivt liv, taget en uddannelse og kæmpet for at beholde sit job.

Bare fordi hun nu er på førtidspension, betyder det ikke, at hun ikke længere er motiveret, ambitiøs eller bidrager til samfundet, siger hun.

- Jeg synes, det er enormt frustrerende, at vi lever i et samfund, hvor man ikke kan få ”lov” til at være på førtidspension, uden at der skal komme et ”men” bagefter.

Lige nu er der rekordmange unge mellem 20 og 34 år, der er på førtidspension. I de 20 år, Jobindsats har lavet statistik over førtidspension, har der aldrig været så mange unge på ydelsen, som der er nu.

30-årige Cecilie Holm Hildebrandt fra Helsingør er en af dem.

Hun håber, at hun kan nuancere den opfattelse, mange måske går rundt med, af hvad det vil sige at være et ungt menneske på førtidspension.

- Jeg prøver at være meget åben om, hvordan det er at være førtidspensionist i en alder af 30 år. For jeg ved, det er enormt tabubelagt og stigmatiseret, og det vil jeg gerne gøre op med.

Usynlig sygdom

Cecilie er usynligt syg.

Når hun går på gaden uden hjælpemidler, ligner hun til forveksling en ganske almindelig 30-årig kvinde.

Hvad man ikke ser er imidlertid, at hun er kronisk multisyg, og at en kort gåtur både betyder smerter og mange timers hvile.

Cecilie Hildebrandt har bindevævssygdommen Ehlers-Danlos’ Syndrom, som har givet hende en hel del følgesygdomme.

Det betyder, at hun hver dag er plaget af en masse symptomer. Blandt andet har hun smerter i sine led, nervesmerter, kronisk migræne, for høj hjerterytme og svimmelhed.

På de dårlige dage betyder det, at hun er nødt til at bruge en særlig stol, så hun kan sidde ned i sit køkken og lave mad. Eller at hun skal gå med stok eller sidde i kørestol for at bevæge sig.

Af og til må hun også have solbriller på, når hun ligger på sofaen, for at dæmpe migrænen.

I dag er det således et fuldtidsjob for hende at være kronisk syg, forklarer hun.

Hun har nemlig både træning, behandlinger, hospitalsbesøg og fysioterapi, der skal passes. 

Og så er det altafgørende, at hun holder tvungne pauser, så sygdommen ikke forværres permanent.

- Hvis jeg skulle gå på arbejde hver dag, ville der gå et par dage, og så ville jeg ligge i min seng og ikke komme afsted igen, forklarer hun.

Svært ved at acceptere førtidspension

Før Cecilie Hildebrandt blev syg, beskriver hun sig selv som både fagligt dygtig, pligtopfyldende og ambitiøs.

Som 17-årig var hun danmarksmester i karate og deltog både i europa- og verdensmesterskaberne.

Senere færdiggjorde hun sin uddannelse som ergoterapeut med et 12-tal for et projekt, hun endda vandt en pris for.

Efterhånden som hendes sygdom tog til, og smerterne blev værre, blev det dog sværere for hende at varetage jobbet som ergoterapeut.

Selvom hun blev anbefalet at gå på førtidspension, insisterede hun i starten på at blive ved med at arbejde, forklarer hun.

Problemet var bare, at par timers arbejde kunne betyde, at hun ikke kunne foretage sig andet den dag. Udover at ligge i sengen.

- Jeg holdt i med neglene og kæmpede for at kunne beholde mit job, som jeg var virkelig glad for og dygtig til. Men til sidst kunne jeg ikke længere være noget for min mand eller min hund. Jeg kunne simpelthen ikke leve et almindeligt liv, siger hun.

Så hun besluttede sig for, at førtidspensionen måske alligevel var en meget god idé.

De seneste tal på området viser faktisk, at der er flere unge end nogensinde, der er på førtidspension. Hvad tænker du om det?

- Jeg tænker først og fremmest, at det selvfølgelig er rigtig trist. Men samtidig tænker jeg også, at det er en positiv samfundsudvikling, hvis vi begynder at se mere på individer og deres behov, frem for at se på deres alder. Og så ved jeg jo om nogen, hvor svært det faktisk er at få en førtidspension. Særligt når man er ung. Så derfor må det uden tvivl være nødvendigt for de unge mennesker, der får den tilkendt.

Doven og uambitiøs

Selvom Cecilie Hildebrandts liv har ændret sig til det bedre på det halve år, hun har været væk fra arbejdsmarkedet, har det skabt helt nye problematikker.

Det kan nemlig være svært at svare på det obligatoriske spørgsmål i mødet med nye mennesker.

”Nå, hvad laver du så til daglig?”

- Jeg synes, det er et svært spørgsmål, og jeg har arbejdet meget på, hvad jeg skal svare, når jeg bliver spurgt. For jeg føler, jeg skal legitimere, at jeg har ret til at være på førtidspension, forklarer hun.

Og selvom langt de fleste reagerer positivt og nysgerrigt, når hun fortæller, at hun er på førtidspension, oplever Cecilie Hildebrandt også at få nogle grimme kommentarer.

Især på sociale medier.

- Desværre oplever jeg, at mange generaliserer hvad en førtidspensionist er på baggrund af deres egne fordomme, forklarer Cecilie.

- Men man behøver ikke være hverken inkompetent eller doven, fordi man er på førtidspension. Tværtimod oplever jeg jo, at jeg altid har været dygtig til mit arbejde, haft en høj arbejdsmoral og fået ros på de arbejdspladser, jeg har været på.

Faktisk ville Cecilie Hildebrandt ønske, at de mennesker, der skriver grimme beskeder til hende, vidste, hvor meget det kræver at opretholde et nogenlunde normalt liv. Selvom man ikke kan se på hende, hvor syg hun egentlig er.

Det vil måske falde nogle for brystet, at du ikke bidrager til samfundet. Hvad tænker du om det?

- Jeg synes, det er dybt forkert. Jeg bidrager ikke arbejdsmæssigt, men jeg bidrager på andre måder. Jeg bidrager til, at min mand har en god hverdag, jeg taler højt om de her ting, så andre ikke føler sig ensomme. Og så arbejder jeg frivilligt, når jeg har et par gode timer. Så jeg synes, det er meget forkert at tænke, at man ikke kan bidrage, blot fordi man ikke har et 8-16-job.